Computerworld News Service: Det nye LinkedIn Mobile-tilbud er tilgængeligt for alle brugere med mobile enheder med internetadgang.
Oprindeligt sendte LinkedIn invitationer ud til udvalgte brugere, men nu inviteres alle til at prøve betaversionen, lyder det fra Brandon Duncan, LinkedIns chefingeniør.
Firmaet har også lanceret en betaversion specielt tilpasset til iPhone-brugerne.
Årsagen til skabelsen af den mobile version er, at 100.000 brugere allerede bruger deres mobiltelefon til at få adgang til det nuværende LinkedIn-site, siger Brandon Duncan.
Kan se profiler
Med betaversionen får brugerne mulighed for at søge og se profiler samt invitere nye forbindelser til deres personlige netværk, uden først at skulle kende deres e-mail-adresse.
Det faktum, at man ikke behøver kende e-mail-adressen på den man inviterer, vil betyde, at man hurtigere kan udvide sit netværk, siger Brandon Duncan.
Den mobile udgave vil også gøre det muligt for brugerne at modtage og besvare updates fra deres netværk.
Hvis en bruger modtager et jobopslag, så kan han hurtigt videresende det til en, han synes jobbet passer til, siger Brandon Duncan.
Fremtidige versioner af LinkedIN Mobile vil blive optimeret til BlackBerry, Treo og andre enheder, der er populære i USA.
LinkedIn planlægger også at give mobil adgang til LinkedIn Experts and Answers, hvilket gør det muligt at kontakte en ekspert fra mobilen.
I løbet af de kommende uger vil LinkedIn tilføje en en-til-en beskedfunktion, der giver brugerne mulighed for at sende en meddelelse fra sin mobile enhed til en anden LinkedIn-brugers e-mail-adresse - også uden at vedkommende kender e-mail-adressen.
Senere vil systemet også understøtte sms-beskeder , siger Brandon Duncan.
Betaversionen er tilgængelig på engelsk, fransk, tysk, spansk, japansk og kinesisk. Flere sprog vil følge, siger LinkedIn.
Oversat af Bo Madsen.