Folketingsmedlemmet Søren Pind (V) tiltræder i dag et nyt job som kontaktdirektør i it-virksomheden Propeople.
Det oplyser han på sin hjemmeside
Virksomheden arbejder med avancerede internetløsninger og har blandt andet Egmont, A.P. Møller, ØK og AOK som kunder.
Ansættelsen får ingen indvirkning på hans politiske arbejde, og Søren Pind vil således fortsat bestride posten udenrigspolitisk ordfører for Venstre.
"Det har været vigtigt for mig, at skulle jeg acceptere et job i det private erhvervsliv, skulle jeg dels kunne kombinere det med mit politiske virke, dels skulle det være en virksomhed hvis etik, produkt og arbejdsmoral jeg 100 procent kunne stå inde for. Alt dette repræsenterer Propeople - og at der tilmed er tale om en virksomhed præget af ny teknologi, stræben mod stjernerne og kraftig vækst, gør ikke min glæde mindre," skriver Søren Pind på sin hjemmeside.