Det går fremad med forretningen Skype.
Omsætningen i eBays internettelefoni selskab blev næsten fordoblet i 2007 sammenlignet med 2006. Det viser de seneste regnskabstal, der blev fremlagt i går.
Med fremgangen nåede salget af Skypes kommunikationsydelser op på knap to milliarder kroner i 2007 (382 millioner dollars) mod knap en milliard kroner i 2006. (192 millioner dollars).
Alene i fjerde kvartal 2007 solgte Skype for næsten 600 millioner kroner (115 millioner dollars), hvilket er en pæn kvartalsvækst på 18 procent.
Samtidig er antallet af registrerede Skype brugere vokset til 276 millioner fra tidligere 246 millioner. Det høje tal dækker dog over, at nogle har registreret sig flere gange og mange Skype-konti reelt ikke er aktive.
Analytikere har tidligere anslået at antallet af aktive brugere udgør mellem 10 og 20 procent.
Bag de pæne økonomiske tal på overfladen gemmer sig problemer med at lokke flere Skype brugerne til at bruge de betale tjenester – Skype Out – i stedet for blot at ringe gratis fra pc til pc.
Mens det anslåede antal gratis Skype minutter udgjorde 11,9 milliarder minutter, var antallet af betalte Skype Out minutter noget mindre, nemlig 1,6 milliarder minutter i fjedre kvartal 2007.
Svært af få penge fra Skype brugere
Det grundlæggende problem for eBay er at få folk til at betale for en tjeneste, der i bund og grund slår sig op på at være gratis for brugerne.
Og det er heller ikke endnu for alvor lykkes for eBay at få Skype til at spille forretningsmæssigt sammen med deres online auktioner, hvilket ellers var en af de bærende ideer, da eBay købte Skype af Janus Friis og Niklas Zennström i september 2005.
Analytikere har længe sagt, at købsprisen på op mod 25 milliarder kroner ikke kunne tjenes hjem, og eBay kom selv med en indirekte indrømmelse af problemet, da selskabet i oktober 2007 meddelte, at værdien af Skype nedskrives med syv milliarder kroner.
Ny strategi
Samtidig forlod de to stiftere, Janus Friis og Niklas Zennström samt en række andre nøglepersoner Skype. Med sig ud af døren fik de en tredjedel af den ekstrabonus, de maksimalt kunne have fået ud af Skype-salget.
Tålmodigheden blandt analytikerne er for længst opbrugt, hvilket blandt andet kom til udtryk i en ny analyse fra finanshuset RBC Capital Markets.
En ny eBay-strategi ”bør også inkludere et spin-off af PayPal og et salg af Skype og nedskæringer i medarbejderstaben,” skrive RBCs Jordan Rohan.
Google har på rygteplan været nævnt som en mulig køber af Skype.