Mens dansk erhvervsliv internationalt set er langt fremme i brugen af de avancerede business intelligence-systemer, er der alligevel langt igen, før danskerne for alvor kan høste frugterne af den avancerede teknologi.
Dette udsagn kommer fra Michael Borges, der administrerende direktør i konsulenthuset Platon, der arbejder med business intelligence.
De færreste har gjort det
Mens langt de fleste virksomheder har et stort udsnit af business intelligence i funktion, er der for det meste tale om fragmenterede løsninger, hvor hver afdeling har bygget hver sin løsning.
Og effektive tværgående systemer er noget, som de færreste har formået at gennemføre, mener Michael Borges.
"Skal man realisere det fulde potentiale, skal man implementere systemer på tværs af virksomheden. Og så er det, at der går intern politik i sagen," siger Michael Borges.
Men at købe et dyrt business intelligence-system løser ikke uden videre problemerne.
Et afgørende parameter i den komplicerede proces er, at man formår at styre kvaliteten af de data, som systemet anvender.
Bare gamle ulykker igen
"Ellers risikerer man blot at smide gamle data ind med en skovl. Og så har man bare overført de gamle problemer ind i et nyt og dyrt system," siger Michael Borges.
At købe et dyrt SAP eller Oracle system er ingen garanti for, at alt er fryd og gammen.
Hans pointe er, at mange virksomheder i dag opererer med måske flere hundrede forskellige it-systemer.
Og alle disse systemer kan ofte synes at være være indbyrdes modstridende, fordi hvert system ofte er bygget op efter egne parametre.
"Uden at have solid imperisk data på det er det min fornemmelse, at man generelt i dansk erhvervsliv er nået en femtedel af vejen i at realisere potentialet i business intelligence," siger Michael Borges.