Artikel top billede

Foto: Ikea.

Hackere har frit spil på Ikea-sites efter grov sjusk

Et alvorligt sikkerhedshul hos den globale møbelgigant Ikea giver frie hænder for hackere og phishere. "Åbenlyst sjusket," lyder det fra sikkerhedsekspert.

Den internationale møbelgigant Ikea tillader med et eklatant sikkerhedshul på firmaets hjemmeside enhver at stable en særdeles potent spamservice på benene, som benytter firmaets internationale mailserver i Sverige som afsender.

Problemet er, at hjemmesidens kontaktskabelon ikke er tilstrækkeligt sikret og giver mulighed for at indsætte andre alternative emailadresser.

”Enhver, som programmerer sikre webapplikationer, vil kunne se, at det her er et problem,” siger Peter Kruse, der er chefanalytiker hos sikkerhedsfirmaet Csis.

Hullet gør det muligt for enhver at sende millioner af spammails fra møbelgigantens mailserver ved hjælp af et simpelt script.

Det er også muligt frit at designe de afsendte mails med eksempelvis grafik, billeder og pop-ups.

Trojanere og exploids

Og det gør hullet interessant for mere hærdede phishere og hackere, fordi det på den måde er muligt at opsætte såkaldte drive-by sider, som uploader trojanere eller andre sårbarheder til ofrets computer.

Desuden kan hackerne misbruge Ikeas troværdighed overfor kunder og samarbejdspartnere til eksempelvis at lokke informationer om betalingskort ud af erhvervs- og privatkunder.

”Et hul hos et brand, der er så eksponeret, er selvfølgelig særligt alvorligt,” siger Peter Kruse.

Når en global virksomhed af Ikeas størrelse har en fejl i en webapplikation som denne, er der ifølge sikkerhedseksperten tale om simpelt sjusk.

”En behændig webprogrammør vil kunne rette fejlen på ti minutter. Det er minimalt hvad det kræver af indsats at skrive det her ordentligt,” siger Peter Kruse.

Første gang hos globalt firma

Sikkerhedseksperten fortæller, at fejlen skyldes manglende validering af webapplikationen, og at den er set tusindvis af gang før. Men aldrig hos så stort et firma.

Han mener, at det er et klokkeklart eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke validerer en applikation ordentligt.

”Det er første gang, jeg har set noget så åbenlyst sjusket hos så stort et firma. Det blænder øjnene,” siger Peter Kruse.

Internationalt problem

Fejlen kan ifølge Peter Kruse udnyttes globalt og rammer dermed ikke kun den danske del af Ikea.

Den ramte formular findes også på firmaets applikationer i en række andre lande, eksempelvis Slovakiet, Norge og Polen og kan nemt findes ved at ændre få tegn i en url.

Det betyder ifølge Peter Kruse, at det højest sandsynligt er den samme centralt placerede mailserver, som modtager og behandler de afsendte mails.

Hvis nogen udnytter designfejlen i den pågældende form, kan Ikea dermed risikere at havne på de omdiskuterede blokeringslister på RBL-markedet, (Real-time Spam Black List) som mange internetudbydere benytter til at frasortere spam.

”Det betyder, at samtlige folk, som sidder bag en ordentlig spamfiltrering, ikke vil kunne modtage mails fra Ikea, mens selskabet er blacklistet,” siger Peter Kruse.

Dermed risikerer hullet potentielt at lamme Ikeas administration, fordi medarbejdermails ikke når frem til kunder eller forretningsforbindelser.

Det har ikke været muligt at få svar på egentlige spørgsmål om problemstillingen hos Ikea i Danmark.

Men pr- og kommunikationsansvarlig Thomas Uhd skriver i en mail til Computerworld, at "IKEA Danmark er først fornylig blevet opmærksom på denne problemstilling. Da det vedrører hele IKEA, vurderer man - hos IKEA IT internationalt - i øjeblikket problemets omfang, og hvad man eventuelt kan gøre for at løse det."

Ikea Danmark havde sidste år 4,5 millioner unikke besøgende på den danske hjemmeside. Ikea International har endnu ikke opgjort tallene fra hele verden men forventer et besøgstal på en halv milliard besøgende i 2007, fortæller Thomas Uhd.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Skab værdi med produktkonfiguration i Dynamics 365

Deltag i dette webinar og lær, hvordan du kan skabe øget værdi gennem produktkonfiguration med Microsoft Dynamics 365 standard konfigurator og Easy Creator. Eksperter fra CGI vil dele deres indsigt i, hvordan produktkonfiguration kan optimere processer, forbedre kvalitet og øge kundetilfredshed.

05. februar 2025 | Læs mere


Sådan automatiserer du med Copilot

Høst fordelene og sæt strøm til processerne med Microsofts alsidige AI-assistent.

06. februar 2025 | Læs mere


Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere