Computerworld News Service: Trådsløst LAN står til at blive genopfundet for erhvervslivet i 2008.
Bag udviklingen står ankomsten af WLAN-produkter baseret på IEEE 802.11n draft 2 standarden, som allerede optræder som en faktor i virksomheders trådløse planer.
Nogle af de virksomheder, der i løbet af de næste 12 måneder står over for en udvikling eller opdatering i stor skala af deres trådløse net, overvejer alvorligt brugen af 11n-produkter, som lover hastigheder på 300Mbps.
I forhold til det konventionelle WLAN-udstyr, hvor hastigheden ikke overstiger 54Mbps, er kontrasten så dramatisk, at nogle virksomheder vil være villige til at betale indskud for 11n-udstyr og tage en teknologi til sig, som endnu ikke er helt standard.
Det sker på den antagelse, at eventuelle ændringer i 11n-standarden kan ordnes via softwareopdateringer.
Kan måske erstatte ethernet
En undersøgelse fra sommeren 2007 af 195 professionelle it-folk udført af WLAN- producenten Colubris viser, at 44 procent har planer om senere hen at udnytte 11n, og at 1/3 af dem regner med, at 11n kan erstatte det trådførte ethernet for klienters netadgang.
Bedre pålidelighed og konsistens i netadgang og ydelse regnes for at være meget vigtig.
Det gælder også 11n’s udnyttelse af en teknologi med flere antenner kaldet multiple input multiple output (MIMO). 11n gør det for første gang muligt på en overbevisende måde at stole på WLAN som den primære metode til netværksadgang for klienter.
Der er dog stadig rigeligt med problemer at slås med.
Tvinges til at understøtte
Tilpasningen til 11n vil i få tilfælde tvinge virksomheder til at opgradere deres edge switches til at understøtte gigabit ethernet.
For at få det fulde udbytte af 11n’s kapacitet kan det blive nødvendigt at opgradere eksisterende power-over-Ethernet infrastrukturer til den ny 802.3at standard, som knap nok er på markedet her i slutningen af 2007.
Et bekymrende rids i lakken i hvert fald på kort sigt er, at WLAN management software fra nogle producenter ser ud til at halte bagefter udgivelsen af hardwaren.
Indtil videre ser det ud til at de videregående uddannelser leder udviklingen i tilpasningen til 11n. Morrisville State College i det landlige New York stod for den første udnyttelse af 11n i stor skala i oktober med omkring 800 access points fra Meru Networks.
Kort tid derefter bekendtgjorde Carnegie Mellon University en enorm opgradering af universitetsområdets aldrende WLAN.
Vil installere 3.000
Universitetet planlægger at installere 3.000 11n access points fra både Aruba Networks og Xirrus i løbet af 2008.
De 11n WLAN ”arrays” fra Xirrus, der skal benyttes (som i den samme enhed samler adskillige access points, en switch og producentens specielle retningsbestemte antenne), er så nye, at universitetet skal fungere som betatestområde.
Alt i alt bliver erhvervslivets it-managere, der tager brugen af 11n til sig som en for virksomheden altafhængig netressource, nødt til at være meget mere systematiske, grundige og proaktive til at overvåge og håndtere WLAN.
Oversat af Thomas Bøndergaard