Artikel top billede

TDC giver efter for fagbevægelse i tekniker-sag

TDC vil fremover kun bruge egne teknikere til installation og vedligeholdelse. Det sætter punktum for en sag, der i efteråret fik flere hundrede teknikere til at strejke.

TDC har aftalt med Dansk Metal, at der ikke længere vil blive brugt medarbejdere fra datterselskabet TDC Produktion til at udføre installationsarbejde og fejlrettelser.

I stedet skal TDC Installation igen have alle opgaverne på området.

I efteråret nedlagde medarbejderne i TDC Installation arbejdet.

Der var tale om en uoverenskomstmæssig arbejdsnedlæggelse, men nu ser det alligevel ud til, at indsatsen har givet pote.

Strejken skete fordi der var utilfredshed med, at TDC sendte teknikere fra TDC Produktion ud for at udføre det arbejde, der traditionelt har hørt til hos TDC Installation.

”Jeg er meget tilfreds med og meget glad for aftalen. Det har været et stort ønske for os i teleafdelingerne i lang tid. Det har været grobund for uro i alle de år det har stået på,” siger Christian A. Christensen, næstformand i Dansk Metals Teleafdeling 8 og i Installationssamarbejdsudvalget.

Rent praktisk vil der ske det, at en række medarbejdere fra TDC Produktion vil blive tilbudt ansættelse i TDC Installation.

Bekymrende overvågning

Et andet stridspunkt var TDC’s planer om at indføre et tovejs-GPS-system, der kan overvåge installationsbilernes færden. Planerne ligger fast, men som en del af aftalen mellem Metal og TDC er der aftalt et etisk regelsæt for brug af GPS-data.

”Vi er ikke tilfredse med at de vil indføre tovejs-GPS, men for at garantere, at det ikke bliver misbrugt har vi lavet den etiske aftale. Det håber vi på er tilstrækkeligt,” siger Christian Christensen.

Ifølge aftalen må GPS-data bruges til løbende evaluering af ordretildelingen i forhold til kørselsmønster og sammenhæng mellem opgaver og kompetencer, men den enkelte medarbejder må ikke bedømmes ud fra de opsamlede data.

Netop overvågningen af enkeltpersoner har bekymret en række medarbejdere i TDC Installation.

”Vi ønsker ikke tovejs-GPS, men det er en ting, der ikke rigtig står til forhandling. Firmaet har lov til at indføre det, uden forhandling,” siger tillidsmand i TDC Installation John Jensen.

Han understreger samtidig, at han kan se en mening med GPS’en, hvis ordresystemet automatisk kunne tildele ordrer til den nærmeste tekniker. Men det er ikke tilfældet med det nuværende system.

”Vi mener ikke det er tiden at indføre tovejs-GPS. Man siger det er for at fremme produktionen, men det værktøj TDC har til at tildele ordrer kan ikke arbejde sammen med tovejs-GPS, så den skal være overvåget af en person, for at kunne bruges,” siger John Jensen.

Under omstændighederne er han dog godt tilfreds med, at det er lykkedes at få indført et sæt etiske regler.

”Vi har forsøgt at få presset det igennem, så det er positivt, at det er lykkedes,” siger han.

Problemet med Produktion

Den oprindelige tanke med outsourcing til TDC Produktion var, at den kunne fungere som buffer, når TDC Installation havde for travlt til at følge med.

”Det gik fra at man skulle have en buffer til, at de havde 250 mand. Det er jo ikke en buffer. De havde næsten ligeså mange folk til installation som Installation havde,” siger Christian Christensen.

Det fandt de ansatte i TDC Installation problematisk, blandt andet fordi de ansatte i TDC Produktion var ansat på en anden overenskomst. Der var tale løntrykkere mente man.

”Der er mange problemer ved at der er to firmaer, der kører i samme område. Det har aldrig været smart at vi kører ind imellem hinanden og laver det samme arbejde. Der er noget synergi i, at man kan få lov at lave alle ordrer i et område,” siger Christian Christensen.

Derfor er det en længe ventet sejr for Dansk Metal, at TDC nu har indvilget i ikke længere at bruge TDC Produktion til installationsarbejde.

”For os jyder er ordet sejr måske ikke det rigtige, men det er en rigtig god aftale vi har lavet. Noget vi har ønsket os længe. Det lever op til vores forventninger, og jeg er positiv,” afslutter Christian Christensen.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra direktøren for TDC Fastnet Carsten Dilling.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere