Den danske it-sektor kan snildt tage ved lære af tekstilindustrien, der har lidt flere års erfaring med outsourcing til lavtlønslande.
Frem for udelukkende at fokusere på at outsource for at spare penge, bør visse dele af it-branchen – dem der har ressourcerne og modenheden – gøre ligesom tekstilindustriens virksomheder.
De har udnyttet samarbejdet i forbindelse med outsourcingen til at knytte kontakter og åbne for et decideret salg i udlandet.
Sådan lyder budskabet fra Henriette Freris, chefkonsulent i Håndværksrådet.
"I stedet for udelukkende at købe varer i Asien, etablerede mange tekstilvirksomheder platforme, som de kunne arbejde videre ud fra til salg i både Vest og Øst. Og i dag er der mange medarbejdere beskæftiget i tekstilindustrien i Danmark endda i mere kvalificerede jobs," siger hun.
Gør som tekstilbranchen
Hun henviser til situationen for tekstilindustrien 80'erne. Dengang blev produktionen outsourcet til lavtlønslande i Kina og Østeuropa, og resultatet var ikke branchens død, som dommedagsprofeter prædikede.
"Forklaringen er, at mange virksomheder fik opbygget en produktions-platform, som de har udnyttet til at gå ind på andre markeder. Det samme bør it-sektoren overveje at gøre i meget højere grad," siger hun.
En af de it-virksomheder, der har kastet sig hovedkulds ud i at opbygge en platform i Bangladesh, er for eksempel Klarisma, der blandt andet excellerer i kunsten af fritskrabe billeder.
Bangladesh eller ingenting
Ifølge direktør Kasper Larsen, som oprindeligt var med til at stifte Jubii, hviler forretningsgrundlaget udelukkende på, at Klarisma etablerede sit eget kontor i Bangladesh og dermed bevarer den fulde kontrol over det arbejde, der bliver udført.
"Der fandtes flere virksomheder i Bangladesh, som tilbød fritskrabning af fotografier, men det var langt fra på det niveau, som vestlige kunder efterspørger," siger han.
Kasper Larsen fortæller, at det har været besværligt at opbygge platformen.
"Det har taget os 20 måneder at få overskud, og kostet os et par millioner i opbygningen. Men det var en forudsætning for, at vi kunne levere vores ydelse," siger han.
En stor udfordring
Kulturforskellen har været en af de største udfordringer at håndtere. Medarbejderne i Bangladesh er meget autoritetstro, og det besværliggør for eksempel kommunikationen.
Derfor bygger Klarismas fritskrabnings-ydelser også på en forretningsmodel, der minimerer behovet for kommunikation mellem kunderne og Bangladesh-kontoret mest muligt. Alle fritlægningsopgaver leveres til en fastpris, uanset hvor besværlig opgaven er.
"Om du bestiller en fritskrabning af en cykel eller en firkantet kasse, så er prisen den samme, selv om det tager længere tid at fritskrabe cyklen," siger Kasper Larsen og fortsætter:
"Dermed mindsker vi risikoen for skænderier og misforståelser," siger han.
Delegationsrejse til februar
Kasper Larsens første kontakt med Bangladesh skete på en delegationsrejse arrangeret af Håndværks-rådet og Danida i 2004.
Håndværksrådet og Danida arrangerer en lignende rejse, der finder sted i februar i forbindelse med TechCange SOFTEXPO-messen i Dhaka 13.-19. februar.
Budskabet fra Henriette Freris, der i forbindelse med sit arbejde i Håndværks-rådet også har fulgt outsourcing i tekstil-sektoren, kommer i forbindelse med, at rådet med midler fra Business-to-Business (B2B) Programmet hos Danida sender en ny delegation af it-virksomheder af sted til Bangladesh i det nye år.
Midlerne giver mulighed for at fremme relationer mellem danske it-virksomheder og banglasdeshiske it-virksomheder.
Langsigtet relation er vigtig
Målet er blandt andet, at de omkring 15 deltagende virksomheder knytter samarbejder.
"Delegationsrejser som disse, hvor vi knytter kontakten til virksomheder i Bangladesh, er for virksomheder med ambitioner om en langsigtet strategi i relationen," siger Henriette Freris og understreger, at det kræver en vis modenhed og ressourcer, for at det kan lade sig gøre at udnytte potentialet.
I forsøget på at mindske kløften mellem de danske virksomheder og bangladeshiske virksomheder har IT Branchen og Håndværksrådet indledt et samarbejde om at uddanne virksomhederne i Bangladesh til at kommunikere bedre med potentielle danske partnere.
Danskere oplærer bangladeshisk it-branche
14 virksomheder har i løbet af sommeren gennemgået otte moduler, hvor de er blevet trænet i, hvordan danske virksomheder tænker. Projektet er støttet med midler fra EU's pulje Asia Invest.
"Den lokale brancheforening ser et stort potentiale i samarbejdet. Når det kan lade sig gøre for Indien at levere ydelser til resten af verden, så kan det også for Bangladesh," siger Henriette Freris.