Overfakturering, for høj dækning ved fakturaer, højere anført kostpris end den reelle kostpris og anden snyd og brud på kontrakten.
Det er hvad Siemens Business Services udsatte det norske forsvar og dermed de norske skatteydere for i perioden 2000 til 2005.
I hvert fald ifølge Økokrim, der er Norges nationale politienhed for efterforskning og påtale af data-, miljø- og økonomisk kriminalitet.
Det førte til, at forsvaret blev udsat for et tab eller fare for tab på et beløb på mere end 56 millioner kroner, mener Økokrim.
Derfor har Økokrim i dag givet Siemens Business Services (SBS) en bod på 8,4 millioner kroner for bedrageriet mod forsvaret.
Afsløret af ansat
Økokrims efterforskning begyndte efter, at det offentligt nedsatte såkaldte Dalseide-udvalg kom med sine konklusioner.
Udvalget blev nedsat for at granske IKT-kontrakterne i forsvaret, og det konkluderede, at overfakturering, 'smøring', korruption og bedrageri kunne have fundet sted i forbindelse med kontrakterne.
Den aktuelle Siemens-sag begyndte, da en tidligere ansat afslørende, at det norske forsvar blev overfaktureret. Han blev selv fyret, men fik siden 1,4 millioner kroner i erstatning for uretmæssig fyring, skriver Dagensit.no.
Snyd førte til salg
SBS har indrømmet dele af snydet og har allerede betalt 70 millioner kroner tilbage til Forsvaret for overfaktureringen, renter, sagsomkostninger og moms, skriver Dagensit.no.
Som følge af skandalerne omkring SBS valgte den norske Siemens-direktør Per Otto Dyb allerede sidste efterår at sælge det meste af SBS til VM-data, og kun beholde SBS som en juridisk skal for at kunne håndtere eventuelle krav og yderligere spørgsmål i forbindelse med bedragerisagen.