Øst, vest, hjemme bedst.
Det gamle mundheld passer rigtig godt på de danske netbutikker, der boltrer sig lystigt på hjemmemarkedet, men omvendt er yderst forsigtige med at kapre kunder til butikken fra andre dele af verden.
Således sælger 95 procent at de danske netbutikker naturligt nok til danske forbrugere. Og går butikkerne udenlands, er det først og fremmest for at få svenske og norske kunder i butikken. Det satser omkring 30 procent af netbutikkerne på.
Men bevæger man sig ud over det skandinaviske område, stopper det danske e-butiksfremstød brat.
Således er kun et sted mellem fem og 15 procent af de danske netbutikker, der henvender til forbrugerne i lande som Tyskland, Storbritannien, USA, Holland, Belgien, Frankrig og Polen.
Tallene fremgår af en skandinavisk e-handels-undersøgelse blandt 3.000 internetforbrugerne og 870 e-butikker, fortaget af Zapera for internetbetalingsvirksomheden DIBS.
Mister markedsmuligheder
Ifølge direktør Jesper Lohmann fra DIBS viser undersøgelsen med al tydelighed, at netbu-tikkerne misser nogle interna-tionale markedsmuligheder.
"Op mod halvdelen af danske forbrugere har handlet i en udenlandsk e-butik. For mig at se betyder det, at man som dansk e-butik også bør tænke på andre markeder end det danske fra begyndelsen," siger Jesper Lohmann.
Eksempelvis er det bare omkring 15 procent af de danske e-butikker, der satser på britiske og tyske kunder og endnu færre - cirka fem procent, der prøver lykken i USA.
Det er kun en ringe trøst, at nordmændene er lige så glade for bare at sælge til landsfæller, som vi er. Blandt andet fordi vores svenske naboer har luret, at internettets globale natur gør det naturligt at se hele verden som et potentielt marked.
Ikke nok med at svenskerne i højere grad henvender sig til danske kunder, end vi henvender os til svenske kunder. Langt flere svenske netbutikker - op til det dobbelte - er aktive på markederne uden for Skandinavien.
Den beskedne internationale satsning fra de danske netbutikker kan dog ikke sænke optimismen med hensyn til fremtiden.
Ifølge DIBS egne betalingstal steg antallet af transaktioner på nettet med 44 procent fra tredje kvartal 2006 til tredje kvartal 2007.
Og ser man på forbrugernes forventninger til det kommende år, svarer 46 procent af forbrugerne, at de vil øge deres online indkøb de næste 12 måneder.
Stor optimisme
E-butikkerne er ikke mindre optimistiske. Hele 84 procent af de danske netbutikker forventer at øge omsætningen det næste års tid, og omkring 40 procent af dem forventer en meget højere omsætningsniveau.
"Vi har ikke en egentlig prognose af, hvor stor e-handlen bliver om et år, vi kan bare se, at forbrugernes forventninger til udviklingen i e-handlen indtil nu har passet meget godt med den stigning i transaktionerne, som både vi og PBS har registreret," siger Jesper Lohmann.
Ifølge den skandinaviske e-handelsundersøgelse, blev der omsat for knap 22 milliarder kroner online i Danmark i 2007, mens tallet var 70 milliarder kroner, hvis man tager Sverige og Norge med.