Artikel top billede

Nyt søkabel kan blive en guldgrube for Grønland

Med en ordre på 736 millioner kroner køber Tele Greenland sig fredag eftermiddag til tele-søkabler både til Nordamerika og Island. Aftalen kan vise sig at blive en lukrativ forretning.

En kæmpeordre på 736 millioner kroner. Eller hvad der svarer til knap 13.000 kroner for hver eneste borger bosiddende i Grønland.

Det er, hvad der klokken 15.30 fredag eftermiddag dansk tid skrives kontrakt på mellem Tele Greenland og Alcatel-Lucent Submarine Networks.

Kontrakten omhandler et fiber-søkabel, der etableres i løbet af næste år, og som fra begyndelsen af 2009 skal forbinde Grønland med henholdsvis Island i øst og Canada i vest.

Dermed bliver Grønland sikret større, hurtigere og ikke mindst billigere tele- og internetforbindelser ud i verden end, landet har i dag.

Nyt forretningsområde

Kablet vil nemlig være en klar forbedring i forhold til de satellitforbindelser, Grønland er afhængig af i dag. De er nemlig meget dyre og små og har store svartider.

Men kablet kan også få stor betydning for Tele Greenlands økonomi og i det hele taget for det grønlandske samfunds mulighed for at tjene udenlandsk valuta hjem. 

For den nye kabelforbindelse består egentligt at to kabler - et der går fra Grønland til Nordamerika (Milton på Newfoundland) og et, der går fra Grønland til Island (Landeyarsandur), hvorfra Tele Greenland allerede har aftaler om videretransmission via andre søkabler til Europa.

Og mens årsagen til at Tele Greenland lægger kabler i begge retninger i første omgang er hensynet til redundans - altså at data skal kunne kan komme ind og ud af Grønland selvom et af kablerne den ene vej knækker - betyder kablerne samtidig, at Grønland bliver en ny trædesten for datatrafikken på tværs af Atlanten mellem Europa og Nordamerika.

Stærkt stigende efterspørgsel

Efterspørgslen efter kapacitet til datatrafik på tværs af Atlanten er i stærk stigning.

Dermed kan Tele Greenland sælge sin overkapacitet i kablerne. Kablerne får nemlig en båndbredde på 600 gigabit i sekundet - meget mere end hvad Grønland selv kan bruge, på trods af en vækst i den grønlandske efterspørgsel efter data- og internettrafik på 50-60 procent om året.

"Ser man på grossist-markedet for trafik over Atlanten, så stiger den meget i øjeblikket," siger Bernt Stubbe Østergaard, der er teleanalytiker fra analysefirmaet Current Analysis.

Grønlandsk eksporteventyr forude

Dermed kan kablet måske ligefrem vise sig at være katalysator for et eksporteventyr for Grønland

"Et sådan kabel er måske en af de meget få ting, som Grønland kan tjene udenlandsk valuta på. På den måde ser det ud til, at det er en god handel Tele Greenland har indgået," siger Bernt Stubbe Østergaard.

"Derfor er det en rimeligt fornuftig investering. Der skal nok komme trafik på kablet. Og der er ingen, der tror, at bunden falder ud af det marked," siger han.

Efterspørgsel i vækst

Det er en ret ny vurdering af Tele Greenlands muligheder for med søkablerne at erobre et nyt forretningsområde.

Da Computerworld talte med Bernt Stubbe Østergaard senest - i sommer - om Tele Greenlands muligheder for at sælge den transatlantiske teletrafik, var hans vurdering noget mere pessimistisk på kort sigt.

Men siden dengang er efterspørgslen efter den transatlantiske transmissionkapacitet steget meget.

"Der er sket et betydeligt opsving i efterspørgslen. Det ser udmærket ud for Tele Greenland, at selskabet investerer i et kabel i et pænt stigende marked," siger Bernt Stubbe Østergaard.

"Bare sådan en ting som gaming - for eksempel World of Warcraft - giver en stor efterspørgsel - og det endda efter højprioritetstrafik," siger han og henviser dermed til, at prioriteret trafik er mere værd for udbyderen at transmittere, fordi det kan sælges til en højere pris.

Et godt ry

Han påpeger, at Tele Greenland har et godt ry som teleselskab internationalt set, fordi selskabet har ry for at lykkes med at skabe gode og stabile forbindelser for grønlænderne, og en stærk teleinfrastruktur i et land, hvor de klimatiske og geografiske udfordringer er store.

"Selskabet ved godt, hvad det laver, og det har været på banen i lang tid," siger Bernt Stubbe Østergaard.

Det gode ry betyder, at internationale kunder, som ønsker at købe datatransmission på tværs af Atlanten af Tele Greenland stoler på Tele Greenland som et stabilt selskab med ry for driftstabile forbindelser.

At Tele Greenland med det grønlandske hjemmestyres pengetank i ryggen og i sidste ende den danske stats som garant også må betragtes som havende en særdeles stor finansiel sikkerhed, gavner nok også kundernes vurdering af Tele Greenland som leverandør.

"Tele Greenland vil kunne tiltrække kunder af en god klasse. En køber vil kigge på udbyderens økonomi, driftsikkerhed og på prisen. Og i hvert fald i forhold til økonomi og driftsikkerhed har Tele Greenland et godt ry," siger Bernt Stubbe Østergaard.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere