Tilbage til artiklen 12 it-fif til at sikre din vækst-strategi.
En meget afgørende forudsætning for, at it-afdelingen kan fungere som forretningspartner, er, at der skabes en it-governancemodel.
Og det bliver endnu vigtigere, eftersom kompleksiteten i it-afdelingen vokser.
I anbefalingerne i publikationen “IT i praksis” fra Rambøll Management, peges der blandt andet på governanceperspektivet i de 10 strategiske udfordringer til it-lederen.
Her anbefales det at indføre programledelse og projektporteføljestyring, der skal være med til at sikre, at projekternes bidrag til forretningens overordnede mål hele tiden fastholdes.
Og der findes et væld af forskellige rammeværktøjer til sikring af god it-governance.
Men den vigtigste læresætning om it-governance-projekterne synes næsten at være, at der ikke findes en standardmodel, men at den skal skræddersyes præcist til den enkelte virksomhed.
Her er flere eksempler:
For at sikre tæt kontakt mellem forretningen og it-afdelingen indførte Simon Post, CIO hos den engelske kæde af mobiltelefonforhandlere The Carphone Warehouse, en ny, tværgående organisation, der dels skal bevare overblikket over alle projekterne på tværs i de enkelte forretningssegmenter, dels sørge for at kronerne til it-udvikling bliver anvendt effektivt i forhold til forretningsstrategien, som i Carphones tilfælde var præget af voldsomme vækstforventninger.
Men den tværgående organisation fik også en helt speciel funktion, nemlig at stille de kritiske spørgsmål:
“Vi stiller – og det accepterer ledelsen – de kritiske spørgsmål. Vi er en form for samvittighed i virksomheden. I realiteten er det blot en god måde at få stillet de gode spørgsmål, som ledelsen ikke altid får stillet, og som, hvis de forbliver ubesvarede, kan blive til uhensigtsmæssigheder,” siger Simon Post.
Tilbage til artiklen 12 it-fif til at sikre din vækst-strategi.