Artikel top billede

Leder: Velkommen til Googles innovationsmaskine

Computerworld mener: Med mobil-platformen Google Android står vi i bedste fald over for en helt ny udviklingskultur, hvor innovative virksomheder kan skabe formuer.

Computerworld mener: Teleindustrien står over for, hvad der kan blive en af de mest betydningsfulde innovationsbølger, siden mobiltelefonen revolutionerede samtalen.

Det er en brancheoutsider, der agerer innovationslokomotiv på telemarkedet, nemlig Google, som nu vil gøre sig lige så uundværlig for verdens tre milliarder mobiltelefonbrugere, som søgemastodonten er blevet det for alverdens computerbrugere.

Omdrejningspunktet for den nye mobilrevolution bliver Googles nye mobilplatform, Google Android, som udfordrer de eksisterende mobil-operativsystemer med sin åbne platform – en klar håndsrækning til indholdsleverandørerne.

Vi har i over 10 år ventet på den længe forudsete mobilrevolution, hvor en bred vifte af nye mobile tjenester og applikationer kan gøre livet lettere for os.

Når ventetiden er blevet så lang, skyldes det i høj grad, at mobilindustrien har været præget af fastlåste forretningsmodeller på indholdssiden, så for eksempel koblingen til internettet er foregået via en fattig mobil-portal fra ens respektive teleoperatør.

Et væld af muligheder

Nu får indholdsleverandørerne én åben, samlet platform at bevæge sig ind på, så måske er ventetiden slut.

Støtterne til Google Android tæller blandt andet mobilproducenter som Samsung, Motorola og LG. Dermed ser projektet ud til at få den nødvendige gennemslagskraft på markedet til at skabe en innovationsbølge.

Perspektivet er, at hele Googles produktportefølje med søgemaskine, kort-tjenester, netbaserede kontorpakker og sociale netværk gradvist vil blive udvidet til også at omfatte mobiltelefonerne – og dertil alle de nye tjenester og ydelser, som kreative hjerner og virksomheder kan udvikle.

Det må skabe nervøse trækninger hos Symbian, der i dag sidder på 60-75 procent af markedet for mobil-operativsystemer.

Google Android er en softwarekasse med blandt andet et operativsystem med en intuitiv brugergrænseflade, en internetbrowser og et development kit, som alverdens udviklere kan bruge til at skabe nye applikationer.

Det åbner i sig selv for en bølge af innovation. For at hjælpe ideerne på vej har Google udlovet en præmie på omkring 50 millioner kroner til den virksomhed eller udvikler, der kan skabe det mest interessante program til den nye Android-platform.

Annonce-kroner trækker

Googles interesse for de mobile skærme er naturlig nok. Mobiltelefonen er ved at forvandle sig fra at være en mobil telefon til en mobil multimedieenhed med internettet som omdrejningspunktet.

Den transformation betyder blandt andet, at markedet for annoncer på mobiltelefoner ifølge analysehuset Opus Research vokser fra i dag at udgøre 550 millioner kroner til 26 milliarder kroner i 2012 alene i Europa og USA. Det er et marked, som Google – der tjener sine penge på at koble brugere og annoncører med hinanden på internettet – indlysende ikke ønsker at ignorere.

Googles interesse for mobilannoncer kan imidlertid få en kolossal positiv betydning for indholdsleverandørerne i teleindustrien og millioner af slutbrugere.

Chance for små virksomheder

Ifølge Knud Erik Skouby, leder af DTU's Center for Information and Communication Technologies, giver Android især de små udviklingsvirksomheder en helt ny mulighed for at gøre sig gældende på mobilmarkedet – hvis altså udstyrsfabrikanterne vælger Android-platformen til deres telefoner.

Alternativet er at tilbyde kunderne mobiltelefoner med et operativsystem med langt færre services end mobiltelefoner med Google Android.

Med Google Android står vi i bedste fald over for en helt ny udviklingskultur, hvor mængder af små, innovative spillere ud over Google kan skabe formuer på at tilbyde intelligente tjenester til de håndholdte multimedie-enheder.

I Danmark er det ikke kun Danmarks Tekniske Universitet og IT-Universitetet, der bør overveje mulighederne.

Den underskov af mindre, danske televirksomheder, der allerede er en etableret del at industrien, vil også kunne drage nytte af Googles nye innovationsmaskine. Værktøjskassen er der allerede.

Nu mangler vi bare at se, hvem der har ideerne og evnerne til at bygge fremtidens mobile kommunikation.

Læs mere om Google Android i fredagens trykte udgave af Computerworld.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere