Artikel top billede

Karl Marx fik ret – leve revolution 2.0

Klumme: Vi står midt i en global revolution af en ganske anden art, end Karl Marx forudså. En revolution, vi kan kalde for version 2.0

Kan du huske Karl Marx? Marx havde tjek på industrialismen.

Marx talte om, at kapitalisterne kunne udbytte arbejderne, fordi kapitalisterne havde magten over produktionsmidlerne.

Grejet til at lave masseproduktion krævede større og større investeringer, og for at få råd måtte et firma tilkæmpe sig stadig større markeder.

På den måde endte man med en lille håndfuld gigantiske selskaber, ejet af nogle ekstremt magtfulde kapitalister, der kunne sætte spillereglerne for alle andre. En ganske skarp analyse, dengang i 1800-tallet.

Men det her er ikke industrialismen. Det sidste årti er der faktisk sket en gennemgribende demokratisering af et af de centrale produktionsmidler. Med en pc og en internetforbindelse har man – i princippet – mulighed for at blande sig i tidens økonomi side om side med de gamle giganter.

Den digitale revolution

De muligheder er kommet i hænderne på rigtig mange. I skrivende stund har over 1,2 milliarder mennesker adgang til internettet; omkring en femtedel af klodens befolkning. Og udviklingen går som bekendt hastigt videre i retning af at give flere mennesker kraftigere, billigere og bedre forbundne computere.

Nok så vigtigt, så er grejet også blevet langt lettere at bruge. Billed­behandling, 3D-grafik, databaser, udgivelse i globale medier – det er ikke længere avancerede processer forbeholdt specialister, det er noget, vores børn lærer sig selv at bruge.

Dertil kommer, at man med nettet ved hånden pludselig har adgang til en væsentlig del af de informationer, der førhen var forbeholdt de få.

Ser man lidt længere ud i tiden, vil demokratiseringen formentlig også brede sig til den fysiske verden, når mulighederne for at ‘printe’ objekter ud, man har designet i et CAD-system på skærmen, bliver billigere og mere alment tilgængelige.

Det er en global revolution, vi er midt i, men af en ganske anden art, end Marx forudså.

Magten spredes

Det nye er, at vi går fra en hierarkisk struktur, hvor nogle få udstak ordrerne, til en netværks-struktur, hvor en masse spillere indgår i et komplekst samspil, hvor den enkelte har en højere grad af ansvar og selvstændighed.

Magten spredes, og den retning, systemet udvikler sig i, kan i mindre og mindre grad styres centralt.

Det paradigmeskifte går igen på alle mulige områder: Producenter må involvere forbrugerne i at definere og færdiggøre produkter og services, og politikere må begynde at tænke på borgerne som medspillere.

Tilsvarende må vi som forbrugere eller borgere lære at påtage os et medansvar og en rolle som medskabere.

Betyder det så, at vi alle sammen bliver lige? Indtil nu er det desværre ikke den vej, det er gået. Den internationale valutafond har netop offentliggjort en stor undersøgelse, der viser, at ulighederne i verden tværtimod vokser.

Det er samme mønster overalt: De fattige bliver ganske vist rigere, men de rige bliver endnu hurtigere endnu rigere.

Marx’ medfølelse med de svage er altså stadig aktuel, men vi har brug for en ny forklaring på uligheden. Om ikke andet så for at kunne afhjælpe skævvridningen, inden den for alvor bliver problematisk.

En meget stor del af verdens befolkning har fået eller er i færd med at få den rent tekniske mulighed for i langt højere grad selv at påvirke og skabe deres liv. Den næste udfordring bliver at gøre så mange som muligt i stand til at udnytte den mulighed.

Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere