Et af verdens største ip-telefoniselskaber, Skype, ventes snart at offentliggøre en aftale med 3 om lanceringen af firmaets første egen mobiltelefon.
Det skriver Reuters Bureau.
Skype har planer om at lancere telefonen i alle de lande, hvor 3 har markedsandele, men det er endnu usikkert i hvilke lande telefonen først vil blive tilgængelig.
3 er eget af det Hong Kong-baserede Hutchison Whampoa og er ud over Danmark repræsenteret i blandt andet Australien, Indonesien og Sverige.
Ifølge Skypes talsmand Chaim Haas arbejder selskabet sammen med 3 "på et produkt, som vil gøre Skype helt mobil."
Men talsmanden har nægtet at afsløre flere detaljer om telefonen.
Udvider samarbejde
Skypes har allerede et vist samarbejde med teleoperatøren, idet nogle af firmaets telefoner kan håndtere en softwarebaseret tjeneste fra Skype.
Den nye telefon er imidlertid det første eksempel på en telefon, som Skype selv har udviklet.
Samtidig vil den blive simplere at bruge end eksisterende telefoner, som understøtter Skype, skriver Reuters.
Teleselskabet 3 i Danmark holder kortene tæt til kroppen om aftalen.
"Det eneste, jeg kan bekræfte på nuværende tidspunkt er, at vi har indgået en samarbejdsaftale med Skype, som vil få betydning for måden, man taler i telefon på," siger Stine Green Paulsen, som er PR Manager hos 3.
På mandag afholder selskabet ifølge Stine Green Paulsen et pressemøde, og alle lande lancerer samarbejdsaftalen mandag.
Skype har på 246 millioner registrerede brugere. Som regel er omkring 10 millioner brugere online på samme tid.
3 har omkring 10 millioner kunder på verdensplan, heraf 3,5 millioner i England.