Dansk firma har Google-fup som forretningsgrundlag

Dansk firma tilbyder små virksomheder bedre eksponering på nettet. Fidusen er at snyde Googles søgemaskine. FDIH advarer imod metoden.

Den danske virksomhed Cloaking System i Ålborg har ikke kun et usædvanligt navn: Den sælger også et produkt, der lidt utraditionelt baserer sig på at snyde. Nærmere bestemt at snyde Googles søgemaskine.

Cloaking System lover sine kunder en bedre placering i Google-søgningerne ved hjælp af en metode, der kaldes cloaking.

Cloaking fungerer ved, at søgemaskinens robot får vist en side, som er specielt optimeret efter søgemaskinens ønskekriterier, mens brugeren i stedet øjeblikkeligt sendes videre til den egentlige hjemmeside.

Overhovedet ingen risiko

Sagen er imidlertid den, at Google er stærk modstander af metoden, og fjerner virksomheder fra deres søgeindeks, hvis de bliver snuppet i at bruge cloaking til at skaffe sig topplaceringer.

Det skete for eksempel for bilproducenten BMW sidste år, men danskere er tilsyneladende smartere end tyskere i denne sammenhæng.

I hvert fald garanterer medejer af Cloaking System, Marcel Fuursted, at det overhovedet ikke er forbundet med nogen risiko for hans kunder at lade ham optimere deres hjemmesiders placering i Google-indekset.

"Vores system sikrer vores kunder topplaceringer i relevante Google-søgninger. Vi gør op med frustrationen hos hjemmesideejere, der ønsker en bedre visning," siger han.

FDIH: Lad være
I interesseorganisationen for dansk distance- og internethandel, FDIH, undrer man sig over Cloaking Systems forretningskoncept.

"Det er bemærkelsesværdigt, at der er virksomheder i Danmark, der udbyder et produkt og starter med at fortælle, at det er i strid med Googles regler - men at det i øvrigt ikke gør noget, så længe Google ikke kan finde ud af det," siger formand Claus Hjorting, FDIH.

Han mener, at cloaking er skidt for søgemaskinerne, skidt for forbrugeren og skidt for de erhvervsdrivende, der vælger at følge de regler, som han anser for rimelige og derfor bør efterleves.

"Virksomheder, der føler sig fristet til at bruge cloaking, skal overveje, om de ikke kan finde bedre metoder end snyd, til at få vist indholdet på deres hjemmeside. FDIH anbefaler ingen at benytte sig af disse tjenester," siger Claus Hjorting.

Han peger på, at selvom risikoen måske ikke er stor, kan man være den uheldige, som Google vælger at slå ned på.

"Og så ryger man helt af Google. Det er ikke sket mange gange, men det er sket," advarer han.

Udnytter svaghed

Når brugere foretager søgninger på Google eller andre søgemaskiner, skimmer de ofte resultaterne fra toppen og nedefter.

Derfor er søgemaskineoptimering, SEO, interessant for virksomhederne. Hvorfor befinde sig på side fire, når man kan poppe op på side et?

De fleste virksomheder bruger da også søgemaskineoptimering, hvilket anses for både godt og ønskværdigt for brugerne, da det som udgangspunkt giver mere relevante søgeresultater.

Men med cloaking udnytter man, at søgemaskinerne ikke kan forstå JavaScript.

BMW blev pillet af Googles søgeindeks sidste år, fordi man havde benyttet sig af JavaScript redirecting-sider.

BMW blev dog efterfølgende taget til nåde af Google, efter bilproducenten holdt op med at booste sidevisninger i strid med søgemaskinegigantens regler.

"Google er ikke gud"

Hos Cloaking Systems er holdingen den, at cloaking er en reel måde at optimere sin hjemmeside på.

Googles problem er, at de ikke kan tjekke om hjemmesideejere bruger Cloaking Systems' værktøj, oplyser virksomheden.

Dermed kan Google ikke håndhæve sine egne regler, som Marcel Fuursted i øvrigt ikke giver meget for.

"Google er hverken Gud eller internettets politi. Google har sit syn på cloaking, det respekterer vi. Men vi har bare et andet syn på det. Uanset hvad Google mener om cloaking, så er det altså ikke ulovligt,” siger han.

Det er endnu ikke lykkedes Computerworld at få Googles danske country manager, Peter Friis, kommentar til Cloaking Systems metode.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Fremtidens digitale kraftværk: Tag styringen med dit ERP-system

I dag ligger moderne ERP-platforme i skyen og opdateres adskillige gange årligt. Samtidig får man nærmest pr. automatik adgang til en omfattende portefølje af integrationer, add-ons, 3. partsmoduler, BI og avancerede funktioner til AI/ML-understøttelse af forretningsprocesser. På denne dag går vi derfor i dybden med, hvad det betyder for din virksomhed. Uanset om I har migreret til en cloudbaseret platform eller planlægger at gøre det indenfor en overskuelig fremtid.

21. november 2024 | Læs mere


Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere