Danske B&O og koreanske Samsung er i luften med en ny fælles musikmobil med det musikalske navn Serenata.
Musikmobilen er efterfølgeren til designmobilen Serene, som de to virksomheder lancerede for to år siden.
Serenata bliver sat til salg i Europa i november.
Prisen er endnu ikke fastlagt, men Tino Pedersen, informationschef hos B&O, oplyser, at selskabet har fastlagt en pris på 1.035 euro plus moms.
Det betyder, at prisen i butikkerne sandsynligvis ender omkring 10.000 kroner.
Design og lydoplevelse
Musikmobilen ligner ved første øjekast ikke traditionelle mobiltelefoner. Den øverste halvdel af håndsættet er domineret af et navigationshjul. Neden under dette findes en 2,4 tommer stor trykfølsom skærm.
Mobilen har dermed flere lighedspunkter med Apples iPhone, men ser man eksempelvis nærmere på muligheden for at lagre sange på håndsættet, så er der store forskelle.
Apple har allerede bekendtgjort, at det fremover kun vil sælge iPhones med otte gigabyte lagringsplads, når iPhones med fire gigabyte bliver udsolgt.
Samsung og B&O mener derimod at fire gigabyte, eller plads til godt 1.000 sange, er nok for de fleste brugere. Der er ingen mulighed for at øge kapaciteten.
Serenata kan afspille formaterne mp3, WMA og AAC inklusive kopibeskyttet musik. Musikken overføres via BeoPlayer, der gør det muligt at få musik fra pc'en til mobilen.
"Omdrejningspunktet i Serenata har været at skabe en god lydoplevelse. Det har været det vigtigste for os, derfor har vi eksempelvis også bevidst valgt et mobilkamera fra," siger Tino Pedersen.
Serenata fungerer med GSM-neværk i 900, 1800 og 1900 MHz frekvensbåndene. Og i modsætning til iPhone kan datakommunikationen foregå via 3G og Turbo 3G.
Brugerne kan sende sms'er fra mobilen og gemme op til 1.000 telefonnumre i adressebogen. Musikmobilen giver brugerne mulighed for at lave to-do-lister, skrive i kalendere og har batterilevetid nok til tre timers tale.
Serenata er intet masseprodukt
Teleanalytiker John Strand er ikke i tvivl om, at der er et marked for musikmobilen, men det er ikke et apparat møntet på massemarkedet.
"iPhone er et nicheprodukt, og Serenata er endnu mere et nicheprodukt. Musikmobilen henvender sig til den lille gruppe af folk, der kender B&O's produkter i forvejen," vurderer han.
"Det bliver primært forretningsmanden, der i forvejen kører rundt i en Audi A8 med et B&O-anlæg, der kommer til at købe Serenata," siger han.
Han fremhæver, at alene det, at Serenata skal distribueres gennem B&O's traditionelle salgskanaler, det vil primært sige B&O-butikker, gør markedet ret snævert.
Tino Pedersen er enig i, at Serenata er et nicheprodukt, men slår samtidig fast, at B&O's forrige mobiltelefon, Serene, formåede at trække nye kunder til butikken.
"Salget af Serene har overgået både vores og Samsungs forventninger. Endnu mere interessant har det været for os, at 66 procent af Serene-køberne var nye B&O-kunder. Så vi har store forventninger til Serenata," siger Tino Pedersen, der ikke ønsker at sætte tal på salgsforventningerne.