I stedet for det nyhedsbrev, de havde abonneret på, fik modtagerne af fagforeningen Det Faglige Hus’ nyhedsbrev i morges personlige mailadresser på 2.500 andre abonnenter.
”Jeg er ikke it-mand, så jeg ved ikke 100 procent, hvad der er sket. Det er en fejl i brevfletningen af en slags. It-afdelingen har forsikret mig om, at de har ændret praksis så det ikke kan ske igen,” siger Claus Vang Madsen, juridisk chef i Det Faglige Hus.
De mange modtagere har fået en undskyldning og er blevet forsikret om, at sagen ikke gentager sig.
”Det er sådan noget der ikke må ske. Man hører jo om sådan noget en gang imellem, vi regnede bare ikke med, det skulle ske her,” siger Claus Vang Madsen.
Et kendt fænomen
Det er efterhånden ved at være lidt af en klassiker, at lække brugeres mailadresser, når man udsender mails til mange modtagere.
I 2006 blev en pressemeddelelse fra forsvarsministeriet udsendt. Alle modtagere kunne se de andre modtageres e-mail-adresser.
I 2005 var Børsens forlag ramt af tekniske problemer, der blotlagde omkring 1.100 e-mail-adresser.
I 2006 har selv IT- og Telestyrelsen har gjort sig skyldig i at lække flere hundrede e-mail-adresser i forbindelse med udsendelse af et nyhedsbrev.
Ifølge persondataloven er der ingen tvivl. Det er ulovligt at offentliggøre en e-mail-adresse uden samtykke, hvis den er personhenførbar. Altså, hvis man ved hjælp af e-mail-adressen kan finde frem til personen bag adressen.
Så længe der alene er tale om e-mail-adresser, fører det dog ikke sædvanligvis til politianmeldelse.