DSI Data investerer i medarbejdere med certificeringer og erfaring i Microsofts CRM-løsninger.
"Jeg tror på, at Microsofts CRM bliver verdens bedste CRM-løsning på et tidspunkt, og så skal vi være klar. Derfor bygger en organisation op med CRM-kompetencer på forventet efterbevilling," siger Holger Harvey Hansen, administrerende direktør, DSI Data.
Det 23 år gamle softwarehus har netop offentliggjort sit årsregnskab (regnskabsperiode 1. maj til 30. april), og der er fremgang at spore over hele linjen.
Vokset med en faktor 10
Bruttofortjenesten er vokset fra 19,6 til 23,9 millioner kroner, mens overskuddet er skudt i vejret fra 200.000 kroner til to millioner.
Sidste år udviklede DSI en skabelon baseret på Microsofts .Net-teknologi, og den skabelon bliver nu brugt flittigt til at udvikle blandt andet foreningsløsninger.
"Senest har vi lavet løsninger til Advokatsamfundet og Dansk Blindesamfund," fortæller Holger Harvey Hansen.
Vidt forskellige konkurrenter
Udover forenings- og CRM-løsninger udvikler og har DSI Data også indtægter på rene udviklingsopgaver for kunder, der ikke kan leve med et standardsystem.
DSI render ifølge direktøren ind i "vidt forskellige konkurrenter, men inden for kommunal sundhedspleje stikker Novax mere frem end flertallet, mens KMD gerne stiller op til konkurrence i andre kommunale sammenhænge.
Forventningerne til indeværende år er "vækst på alle områder," men især inden for CRM og de rene udviklingsopgaver.
Selskabet har tre forretningsområder: Standardløsninger til den kommunale tand- og sundhedspleje, CRM-løsninger baseret på Microsoft Dynamics CRM og ERP-løsninger baseret på Microsoft Dynamics C5.
DSI Data er Microsoft guld- og C5 Servicepartner.