Finansminister Thor Pedersen (V) skal nu forklare, hvordan FESD kunne godkende it-firmaet Software Innovation som esdh-leverandør, når flere myndigheder oplever problemer med løsningen.
Det er enhedslistens it-ordfører Per Clausen, der vil stille ministeren et §20 spørgsmål.
"Når firmaet er godkendt som leverandør, må man forvente, at der er lavet en eller anden form for kvalitetsvurdering af firmaet. Derfor vil jeg høre, hvad man har gjort for at sikre sig, at firmaet kan leve op til de krav," siger han.
Problemerne hober sig op
Ordføreren peger på, at det er problematisk, at en lang række myndigheder oplever problemer med en godkendt leverandør.
Han henviser til de sager, der er blevet beskrevet her på computerworld.dk om Sorø Kommune og Albertslund Kommune, der har droppet selskabet, om Bornholms Kommune, der overvejer sagsanlæg, om Randers Kommune, der har måtte vente et år og om DR, der fortæller om et års ventetid på at rå rettet fejl.
Konkrete sager, som Software Innovations direktør Peter Perregaard afviser at kommentere.
Ministeriet ser selv på SI-system
Thor Pedersen får imidlertid ikke blot lejlighed til at se nærmere på hvordan FESD kunne godkende Software Innovation som leverandør.
Finansministeriet tester selv i øjeblikket et system fra Software Innovation.
Testen er forløbet tilfredsstillende, oplyser ministeriet.
Men om Thor Pedersens embedsmænd vælger at købe systemet fra den udskældte it-leverandør er endnu ikke afgjort.