Torsdag var en af de værste dage for aktier noteret på Københavns Fondsbørs. Dagen gav samlet set aktierne de største kursfald, der er set herhjemme på en enkelt dag.
Optakten er de amerikanske boliglån, der har påvirket de amerikanske aktiekurser gennem flere uger, og selv om den amerikanske økonomi så ud til at blive reddet på stregen i går, er uroen ikke ovre.
"Hvor længe uroen varer ved, afhænger af, hvorvidt der er flere lig i lasten hos bankerne i form af investeringer i de amerikanske sub prime lån," siger Charles Mikkelsen, senioranalytiker, Gudme Raaschou Bank.
Ramt over en bred kam
C20-indekset over de største danske aktier faldt 4,3 procent svarende til, at indekset var faldet med 20,33 point til 452,79, da fondsbørsen lukkede.
It-aktierne blev også ramt over en bred kam.
Alene i går faldt kursen på it-koncernen Ementors aktier (noteret på børsen i Oslo) med lige knap fem procent.
Columbus IT Partner faldt godt seks procent, mens sikkerhedsfirmaet Comendo måttet sige farvel til mere end 15 procent af selskabets markedsværdi.
Nogle af de ramte virksomheder er noteret på den mindre alternative børs, First North.
Charles Mikkelsen peger på, at især to ting kendetegner virksomheder, der er noteret på First North.
Lavere tolerancetærskel
"For det første er selskaberne typisk mindre, og for det andet er der stort set ingen institutionelle eller professionelle investorer på de små børser," siger han.
Et problem for opstartsvirksomheder og andre sårbare selskaber, der er afhængige af at kunne fremskaffe investorkapital, er, at de rammes hårdere her og nu, og så længe krisen varer ved.
De private investorer har ifølge Charles Mikkelsen ofte en lavere tolerancetærskel end de professionelle, hvilket betyder, at de i højere grad sælger ud, når en krise, som den aktuelle, rammer børserne.
Den tendens kan forværre og forlænge situationen for it-selskaberne noteret på First North.
Klik for at se, hvor meget de danske it-aktier er faldet: Så meget er danske it-aktier faldet.