I går blev der lanceret en ny prisliste hos processor-producenten AMD (Advanced Micro Devices). Priserne gælder fra juli måned, og der er markante sænkninger på selskabets hurtigste processorer til de stationære maskiner.
Dem, der ønsker at sætte en processor fra AMD i maskinen kan således se frem til at spare mange penge.
Grunden til de markante prisfald på topmodellerne er angiveligt, at AMD ønsker at tømme hylderne i deres lagerhaller, så der kan blive plads til næste generation processorer med kodenavnet Barcelona.
Intel følger trop
Entusiasterne kan glæde sig over at prisen på processorerne Athlon 64 FX-74 (3,0 GHz) og FX-72 (2,8 GHz) reduceres fra 799 dollar til 599 dollar pr. par. Det svarer til ny pris på 3271 danske kroner.
Fabrikkens hurtigste to-kerneprocessorer bliver også markant billigere.
Athlon 64 X2 6000+ (3.0 GHz) falder fra 1316 til 972 kroner, mens AMD 64 X2 5600+ (2,8 GHz) ligeledes falder fra 1316 til 857 kroner.
Kan man klare sig med blot en enkelt processorkerne koster flere af modellerne nu under 275 kroner.
En Sempron 3200+ (1.8 GHz) kan ifølge prislisten erhverves for bare 170 kroner.
AMD har også valgt at sløjfe produktionen af enkelte modeller. Eksempelvis er Athlon 64 X2 3600 og 3800 forsvundet fra listen.
Ifølge en rapport fra Goldman Sachs Group forventes det, at Intel følger i hælene på AMD med tilsvarende prisnedsættelser fra den 22. juli.
Alle priser gælder ved bestilling på mere end 1000 enheder.