A.P. Møller-Mærsks ledelse tager det fulde ansvar for virksomhedens it-problemer.
Tidligere topchef Jess Søderberg siger til Børsen, at det udelukkende er udrulningen af et nyt it-system, der har betydning for tilbagegangen for virksomhedens containerdrift og ikke for eksempel opkøbet af det britisk-hollandske containerrederi P&O Nedlloyd.
Det nye it-system har blandt andet betydet, at skibe er endt i forkerte havne.
Børsen spørger i interviewet, om leverandøren IBM har andel i it-problemerne.
"IBM har leveret det, de er blevet bedt om. Der er ikke en ny, I kan hænge ud for det her. Det her tager vi helt og fuldt ansvaret for," svarer Jess Søderberg.
Jess Søderberg har ikke udtalt sig særlig ofte om det kontroversielle it-system. Han har dog tidligere fortalt Børsen, at it-problemerne mere handler om interne forhold og ikke dårlige it-løsninger. Faktisk kaldte han løsningerne for "virkeligt gode" i august 2006.