19 mennesker arbejder fuldtids med elektroniske patientjournaler (EPJ) på Odense Universitetshospital. Af dem er kun souschef Jonas Knudsen teknisk uddannet.
"Hvis alt går op i ingeniørmæssige diskussioner, så kan man glemme EPJ. Så bliver det i stedet en diskussion om HP- eller IBM-servere, og om databasen skal være fra Oracle," siger han.
"Det gennemsyrer alle vores beslutninger, om et initiativ eller beslutning giver værdi for slutbrugerne – Det gør valget af servere ikke nødvendigvis."
Teknikken ud af huset
Derfor har Odense Universitetshospital fået sendt så meget af teknikken som muligt ud af huset, hvor de fleste andre sygehuse eller sygehusregioner bruger langt flere personaleressourcer på både udvikling og drift.
På Odense Universitetshospital er EPJ-systemet et svensk standardsystem kaldet Cosmic. WM-Data retter systemet til, og TDC Hosting sørger for servere og drift.
EPJ-sekretariatet på hospitalet bruger tiden på at finde ud af, hvordan EPJ bedst understøtter lægernes og sygeplejerskernes arbejde og stiller krav til WM-Data og TDC Hosting.
Hvordan de teknisk løser opgaven, blander afdelingen sig ikke meget i.
En succes trods problemer
Det har været problemer undervejs. Computerworld beskrev sidste år, hvordan systemet gennem flere måneder kæmpede med lange svartider.
Samtidig er systemet endnu kun i brug på tre afdelinger på Universitetshospitalet, hvor andre systemer dækker hele regioner.
Men Jonas Knudsen mener generelt, at det har været en fordel at vælge et standardsystem frem for selv at være involveret i udviklingsprojektet.
"Vi har en sikkerhed i, at her er der noget, der virker, selvom det ikke er lige så fleksibelt, som hvis vi havde bygget det fra bunden. Her er noget, vi kan rulle ud, som vi er sikre på, giver værdi," siger han.
Svenskerne tager børnesygdommene
Systemet bliver nemlig brugt af 50.000 brugere forskellige steder i verden, og Odense Universitetshospital ruller ikke nye versioner ud med det samme.
"Vi venter lige til, der er en del svenske kunder. Så tager de børnesygdommene," fortæller Jonas Knudsen.
Også opgraderingen til nye versioner forløber ifølge Jonas Knudsen ganske smertefrit. Odense Universitetshospital brugte blot seks timer på sin seneste opgradering.
Computerworld beskrev for nyligt, hvordan en opgradering i Region Midtjylland betød, at EPJ-systemet ikke kunne benyttes i en uge.
Standardsystemer er sjældne
Ulempen har været, at nogle ting i starten ikke har kunnet laves helt, som hospitalet ønskede. Hospitalet har dog efter snart tre års udvikling nået rigtig meget i forhold til skræddersyede skærmbilleder og integrationer til andre systemer. mener Jonas Knudsen.
Beslutninger i Region Syddanmark og i den nationale EPJ-organisation får sandsynligvis indflydelse på systemets fremtid.
Jonas Knudsen mener, at systemet sandsynligvis vil kunne imødekomme de nationale krav.
Region Nordjyllands EPJ baserer sig også på et standardsystem, nemlig CSC Clinical Suite, men derudover er alle andre danske systemer nærmest bygget fra bunden ifølge en rapport fra Deloitte Business Consulting.
Samme rapport anbefaler at bygge dansk EPJ på internationale standarder, så det fortsat er muligt at bruge internationale standardprogrammer, men også at eksportere de danske løsninger.