Centrale servere dur ikke til en it-afgangsprøve i folkeskolen. Både servere og centrale linjer risikerer at blive overbelastede, og det kan lægge hele systemet ned.
Den konklusion drog InleadMedia i 2003, da virksomheden var med til at gennemføre et pilotprojekt om brug af it til folkeskolens afgangsprøver.
"Vi nåede frem til den konklusion, at der skulle være en distribueret serverløsning på grund af risiko for servercrash og linjecrash. I et netværk er der ikke noget, der er stærkere end det svageste led," siger Peter Rodenberg Nielsen, administrerende direktør for selskabet.
De lokale servere ville ifølge Peter Rodenberg Nielsen have sikret, at en fejl ikke kunne forplante sig til hele systemet.
Dermed ville det kun være elever i for eksempel Vestjylland, der blev ramt af en overbelastningsfejl og ikke elever over hele landet.
Systemerne kan ikke sammenlignes
Men til afgangsprøven i biologi i år baserede konsortiet med blandt andre Cowi, CSC og @ventures sig netop på en central serverløsning.
Afgangsprøven endte i et systemnedbrud, hvilket betød, at 39.000 skoleelever måtte op til en ekstra afgangsprøve på papir.
Peter Rodenberg Nielsen understreger, at InleadMedias pilotprojekt mere handlede om, hvorvidt interneteksamener fungerede pædagogisk end om teknik.
Desuden ved han ikke, om der er tekniske eller andre grunde til, at Skolestyrelsen og konsortiet ikke valgte at distribuere serverne ud i landet.
Skolestyrelsen vælger netop at hæfte sig ved, at InleadMedias løsning er udviklet på andre præmisser.
"De digitale afgangsprøver i år bygger på den løsning, der rent faktisk fungerede sidste år. Og projektet fra 2003 har ikke haft noget at gøre med udviklingen af afgangsprøverne sidste år," siger Martin Isenbecher, direktør for Skolestyrelsen, og tilføjer
"Vi forholdt os til Cowi-konsortiets risikovurdering, som konsortiet har erkendt ikke var retvisende".
Decentral løsning havde ikke hjulpet
Trods en ny platform er det vigtigt for både Martin Isenbecher og Karsten Sten Pedersen, projektchef hos Cowi, understreger, at understrege, at selve serverløsningen er identisk med løsningen i 2006, hvor afgangsprøverne blev afviklet uden problemer.
Ifølge Karsten Sten Pedersen er løsningen faktisk forstærket i forhold til sidste år.
"Problemerne med afviklingen af afgangsprøverne var ikke relateret til den centrale serverarkitekturløsning, så en decentral arkitektur ville ikke have afhjulpet problemet," siger Karsten Sten Pedersen.
Er aldrig blevet kontaktet
En af forskellen i forhold til sidste år var en ekstra server med et website, hvorfra eleverne skulle logge ind og begynde prøven fra.
Det var denne webserver, der ikke kunne klare presset, selvom CSC havde udarbejdet en belastnings-test.
Testværktøjet fungerede dog ikke, som det skulle og gav derfor et forkert resultat.
Oplysningerne om InleadMedias lidt ældre projekt er kommet i spil, efter Peter Rodenberg Nielsen kontaktede uddannelsesordfører Margrethe Vestager (R) før et åbent samråd i Folketinget om it-problemerne i sidste uge.
Peter Rodenberg Nielsen fortæller, at han gav sig til kende, fordi han syntes, det var underligt, at InleadMedia siden pilotprojektet aldrig er blevet kontaktet omkring selskabets tekniske erfaringer.
"Det kan godt være, jeg er naiv, men jeg havde en forventning om, at vi ville blive kontaktet for at trække på vores erfaringer."
Skolestyrelsen mødes med kritiker
Martin Isenbecher fra Skolestyrelsen erkender, at han ikke har forholdt sig til InleadMedias pilotprojekt og påpeger igen, at projektet ikke har noget med det endelige afgangsprøvesystem at gøre.
Han havde dog allerede inden det åbne samråd i sidste uge aftalt et møde med Peter Rodenberg Nielsen sidst i denne måned, efter at Peter Rodenberg Nielsen selv henvendte sig.
"Jeg er altid interesseret i at se, om vi kan lære noget," siger Martin Isenbecher.