Artikel top billede

Udsnit af hjemmesiden holbæk.dk.

Kommune mister domæne efter nøl med betaling

En ubetalt regning fra januar 2006 betyder, at Holbæk Kommune kan vinke farvel til domænet holbæk.dk. Domænets nye ejer har fået medhold i, at kommunen ikke længere kan gøre krav på navnet.

Holbæk Kommune må fremover holde sig til domænet holbaek.dk.

Klagenævnet for Domænenavne har afgjort, at kommunen må opgive at få det mere mundrette holbæk.dk tilbage, selv om kommunen tidligere ejede domænet.

Årsagen er noget så simpelt som en ubetalt regning fra januar 2006.

25. juni 2006 overtog en privatperson nemlig domænet, da DK-Hostmaster ophævede domæneaftalen med kommunen.

Efter flere rykkere og mere end fire måneders ventetid havde kommunen endnu ikke betalt regningen for brug af domænet.

"Drøn-ærgerligt", siger Claus Westergaard, der er kommunikationschef i Holbæk Kommune.

Ikke købt for at snylte

Han ved ikke med sikkerhed, hvordan det er gået til, at regning og rykkere har fået lov at ligge så længe, at holbæk.dk til sidst er blevet fritstillet på markedet.

"Det er lidt på formodninger, men vi mener, det er sket omkring eDag, hvor DK-Hostmaster har sendt en papirregning ud, som vi ikke har betalt."

"Vi mener ikke, at vi har fået en elektronisk regning på daværende tidspunkt. Men det er noget vi mener, og det er vi ikke sikre på overhovedet," siger Claus Westergaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra domænets nye ejer, Thomas Handberg Nilsson, men til Klagenævnet for Domænenavne har han forklaret, at hans hensigter med domænet ikke er at snylte på Holbæk Kommune.

"Holbæk.dk er erhvervet med det formål at tjene penge på reklamer på siden. Den vil blive brugt som en portal for/om Holbæk-området. Det er det, den bliver brugt til nu, og det den vil blive brugt til i fremtiden," siger han.

Kommune for passive

Han mener, at Holbæk Kommune har været for passive, da han først er blevet kontaktet seks måneder efter, han overtog domænet i juni 2006, og derfor kan kommunen ikke længere gøre krav på domænet.

Tilsvarende mener Holbæk Kommune, at den har fortrinsret til holbæk.dk, da kommunen igennem flere år har ejet og brugt holbaek.dk.

Det har dog ikke spillet nogen rolle i afgørelsen fra Klagenævnet for Domænenavne, der giver domænets nye ejer medhold i, at kommunen ikke kan gøre krav på at få domænet tilbage.

"Klageren har kendetegnsrettigheder til betegnelsen 'Holbæk Kommune' og lignende betegnelser, men dette giver ikke klageren nogen fortrinsret hverken til betegnelsen Holbæk eller til betegnelsen kommune. Tilsvarende indebærer klagerens registrering af domænenavnet 'holbaek.dk' ikke en fortrinsret til domænenavnet 'holbæk.dk'," står der i Klagenævnet for Domænenavnes afgørelse

Vil ikke forhandle om pris

For Holbæk Kommune slutter sagen her, og kommunen har ikke i sinde at forhandle med Thomas Handberg Nilsson om et eventuelt køb af domænet.

"Vi kontaktede ham i januar for at købe domænet af ham. Men vi vil købe det til markedspris, og vi har ikke til hensigt at give mere," siger kommunikationschef i Holbæk Kommune Claus Westergaard.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere