It-giganten Microsoft opruster i online-krigen mod Google.
Firmaet fra Redmond står nemlig parat med den helt store tegnebog og tilbyder i dag at købe det digitale reklameselskab aQuantive for den nette sum af 33,85 millarder kroner.
Det forventede køb skal øge Microsofts reklameindtjeningen på nettet ved hjælp af aQuantives avancerede produkter og teknologier, der blandt andet strækker sig over medieplanlægning, video-on-demand og IP-tv.
Det skriver blandt andre New York Times.
Udover produktporteføljer ejer aQuantive sit eget reklameselskab, Avenue A/Razorfish.
Reklamerne rykker på nettet
"Reklamebranchen udvikler sig og vokser med en fantastisk hastighed online, hvilket skaber en større og større nødvendighed for software til branchen," udtaler Microsofts direktør Steve Ballmer i en pressemeddelelse i forbindelse med budet.
Han påpeger, at Microsofts viften med de mange grønne dollarsedler skal ses som selskabets næste skridt mod firmaets strategiske satsning på nettet.
Denne satsning inkluderer både Xbox Live, Windows Live og Office Live, hvor Microsoft skal tjene penge på reklamer.
I hælene på Google
Nyheden om opkøbet af reklamevirksomheden kommer blot to uger efter, at rygterne for alvor svirrede om, at selskabet ville købe hele eller dele af Yahoos søgemaskine.
Google købte for en måned siden reklameselskabet Doubleclick for 17,5 milliarder kroner.
På daværende tidspunkt så det ud til, at Google ville tvære Microsoft ud i online-reklamekampen. Men det billede ser nu ud til at være blevet lidt mere lige.