EU-Parlamentets magtfulde industri-udvalg vender tommelfingeren op til EU-planerne om at tvinge de europæiske teleselskabers høje roaming-takster helt i bund, så EU's 479 millioner mobilbrugere kan ringe billigere, når de er i udlandet.
Industri-udvalget anbefaler efter en gennemgang af sagen, at teleselskaberne fremover maksimalt må opkræve 30 øre per minut i roaming-afgift for at ringe, mens det maksimalt må koste en minutpris på 12 øre i roamingafgift at modtage et opkald.
Teleselskaberne mener, at en pris på henholdsvis en fem kroner og 2,7 kroner ville være rimelig.
EU-Kommissær Viviane Reding har længe været efter de europæiske teleselskabers høje roaming-afgifter, der har trukket store beløb ud af tegnebøgerne på mange uforvarende europæere på ferie.
Det er tidligere blevet vurderet, at teleselskaberne tjener mere end 60 milliarder kroner om året alene på roaming. Dette beløb skal reduceres med 70 procent, mener Viviane Reding.
Det ventes, at EU træffer en endelig beslutning i roaming-diskussionen til sommer.