Den Blå Avis' website, dba.dk, modtog e-handelsprisen i kategorien Købmandsprisen foran 350 feststemte i den gamle børsbygning ved Slotsholmen i København.
Dba.dk får prisen, fordi virksomheden har vist sig at være en stærk og levedygtig netbutik, hvilket blandet viser sig ved kraftig vækst i besøgstallet og - nok så væsentligt - også i omsætningen.
Zyb.com er den bedste nystartede virksomheden på nettet i 2006.
For at gøre sig fortjent til Nystarterprisen skal man ikke blot have præsenteret et nyt lovende koncept. Nettet skal samtidig have en afgørende betydning for virksomheden.
Hvorfor nøjes med Danmark, når man kan erobre hele verden ?
Faktisk peger mere og mere på, at man er nødt til at se ud over landets grænser, hvis succes på nettet skal sikres i større stil.
Martin Thorborgs Spamfighter har præsenteret en løsning med både gennemslagskraft og format på det udenlandske marked. Selskabet belønnes med Internationaliseringsprisen.
Brugerinddragelse rykker
Brugerinddragelse er blevet et must, og hvorfor ikke lade kunderne hjælpe med at drive forretningen? Jo, ideerne blomstrer, men Trendsales.dk havde ifølge juryen den bedste ide til, hvordan brugerne inddrages aktivt. Derfor vinder de e-handelsprisens Innovationspris.
Sidste år løb Unwire, TDC totalløsninger, IBM Food & Agro, Byggestart.dk og TV2 Sputnik med priserne.
E-handelsprisen er blevet uddelt siden 2000. De første vindere af prisen var Toycity, NEM Computer og Rejsefeber.