Novi Nordisks it-selskab, NNIT, kan bryste sig af at have ramt ret præcist, da man for to år siden begyndte at regne på økonomien ved at indføre IP-telefoni.
I dag kan Novo Nordisk nemlig konstatere, at virksomheden på fire år vil spare 9,9 millioner kroner på at implementere IP-telefoni.
Det skriver dagbladet Børsen.
Penge ikke alt
Men det er dog ikke de økonomiske besparelser, der har været det største argument for IP-telefoni, forklarer Sune Andersen, vice president i NNIT.
I stedet er den medfølgende fleksibilitet, der tækker.
"I den store sammenhæng er beløbet ikke voldsomt for Novo Nordisk, og vi indfører ikke IP for at blive rige af det. Men IP-telefoni giver en række fordele på for eksempel fleksibiliteten," siger Sune Andersen til Børsen.
IP-telefonien kommer først til sin ret, når man – og helst helt fra begyndelsen – ser på, hvordan den kan gøre det lettere at drive forretningen, lyder rådet fra NNIT.
Kæmpe arbejde
Ifølge Børsen vil den totale udgift til Novo Nordisks IP-telefoni i en fireårig periode ligge på cirka 40 millioner kroner. Og det er knap 10 millioner kroner mindre, end hvis man ikke havde købt det nye udstyr.
Over fire måneder installerede virksomheden godt 8.000 nye IP-telefoner, og samtidig skulle der fjernes godt 9.000 af de gammeldags telefoner.
Endelig skulle der installeres 1.300 netværkskomponenter, der blandt andet bruges til at sikre den nødvendige netkapacitet og dermed også talekvaliteten.