TDC har spærret adgangen til flere hundrede kunders mailkonti, når kunderne forsøger at logge på deres webmail via en mobil bredbåndsforbindelse købt hos konkurrenten Sonofon.
Det skyldes, at en række af de IP-adresser, som Sonofon benytter til at give kunderne adgang til internettet, er havnet på TDC’s blokeringsliste fordi en eller flere af adresserne er blevet brugt til at spamme fra.
Det fortæller Per Rasmussen, der er onlinechef hos TDC.
Afbrudt efter spam fra Sonofon-adresser
Ifølge TDC-chefen vedrører problemet kun mailkunder, der gør brug af en gratis webmail hos firmaet.
Det skyldes, at TDC tidligere har oplevet spammisbrug af de gratis mailkonti fra eksempelvis Nigeria, forklarer onlinechefen.
”Der har været lukket i to dage for de her IP-adresser. Vi er nødt til at lukke for forbindelsen. Ellers risikerer vi, at vores servere ryger på en blackliste,” siger Per Rasmussen.
Problemet betyder, at kunder, som kobler op til internettet via Sonofons 3G-forbindelse, bliver afvist i døren, når de vil ind på deres TDC-webmail.
Mange kunder benytter denne mulighed, fordi de mobile forbindelser kun tillader at downloade et begrænset antal megabytes. Derfor kan det hurtigt blive dyrt at hente eventuelle store mails via pop3.
Hos Sonofon bekræfter Peter Ussing, at de mobile bredbåndskunder ikke får lov til at tilgå deres mailkonti hos TDC.
Han mener ikke, at konkurrenten har lukket adgangen for at genere firmaet, men bekræfter, at der tilsyneladende er blevet afsendt spam fra en række IP-adresser. Men præcis hvordan det er foregået, er endnu for tidligt at sige.
”Det vil tage nogen dage at opklare", siger Peter Ussing.
”Vores wholesale er i gang med at lave en detaljeret undersøgelse af, hvem der mon har afsendt al denne her spam. Det kan godt tage nogen dage at opklare,” siger Peter Ussing.
Ifølge pressechefen vil Sonofon nu tage kontakt til TDC for at få løst mailproblemet for de flere hundrede kunder.
”Vi tager nu hurtigst muligt kontakt til TDC og for rettet op på det her, så kunderne kan gå ind og tjekke deres webmail,” siger han.
Løsning på vej
Det er ifølge Peter Ussing primært 3G-kunder, som er berørt af problemstillingen, fordi de er de eneste der kan downloade større datamængder.
Han mener, at det drejer sig om få hundrede kunder ,der samtidig har en mailkonto hos TDC.
Men selvom der er tale om få kunder, har problemstillingen formentlig høj prioritet hos begge virksomheder.
Det er nemlig typisk firmaer og andre, der har brug for kraftigere mobile opkoblinger til internettet, der udgør kundesegmentet til denne type services.
Hos Sonofon forventer man, at forbindelsen igen vil være åben for firmaets mobile bredbåndskunder om få dage.
Hos TDC anbefaler Per Rasmussen mailkunder med problemet til at henvende sig til supporten, som vil hjælpe med at løse problemet.