En 22-årige egyptisk mand fik fire års fængsel for at blogge, fordi myndighederne i landet mener, at han forstyrrer den offentlige "ro og orden".
Det får den socialdemokratiske it-ordfører Magnus Heunicke til at rase.
Han mener, at det er et brud på ytringsfriheden.
Derfor vil han have den danske regering til at lægge pres på Ægypten.
"Dommen er et rystende eksempel på systematiske anslag mod menneskers grundlæggende frihedsrettigheder, og der bør fra vestens side komme en hård og præcis reaktion over for den ægyptiske regering", siger Magnus Heunicke.
Kritiserer præsident og Islam
På sin blog har den 22-årige kritiseret den ægyptiske præsident og fornærmet islam.
Også andre ægyptiske bloggere sidder fængslet i lignende sager og vil komme for en dommer i den kommende tid, oplyser Amnesty International.
It-ordføreren opfordrer videnskabsminister Helge Sander (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) til øjeblikkeligt at handle.
"Helge Sander har ansvaret for it og bør kæmpe for alles ret til at anvende internettet. Og så må det iøvrigt gå den diplomatiske vej, i første omgang kan de vel indkalde den egyptiske ambassadør til en alvorlig snak", siger Magnus Heunicke.
International røre
Også internationalt er der røre over dommen.
Direktør hos Amnesty International i Mellemøsten og Nordafrika Hassiba Hadj Sahraoui udtaler til organisationens hjemmeside:
"Dommen er endnu et slag i ansigtet på ytringsfirheden i Ægypten".
"De egyptiske myndigheder må beskytte ytringsfriheden, selv hvis udtalelser måtte opfattes af nogle som fornærmende", siger han.