Udenrigsministeriet er politisk styret, og derfor bærer hjemmesiden indholdsmæssigt også præg af dette.
Det er blandt andet vigtigt, at folk opfatter Udenrigsministeriet som åbent. Derfor skal alle også kunne komme i kontakt med ministeriet.
Borgere kan kontakte den enkelte medarbejder direkte eller en enhed. Samtidig findes der adresser og åbningstider på kontorer i udlandet.
Den gode mulighed for at kontakte alle enheder sikrer um.dk en nominering i kategorien Dialog i Webchamp 2007.
For at kunne leve op til brugernes forventninger, overvejer Udenrigsministeriet desuden at anvende nye features på hjemmesiden såsom blogs, RSS og chatmuligheder.
Webdesigneren
Kate Midjord Kongsted er oprindelig uddannet bibliotekar, men interessen for webdesign gjorde, at hun i dag arbejder som webmaster i kommunikationsenheden i Udenrigsministeriet.
Til daglig sørger hun for, at alting omkring um.dk er i orden, og det er hendes opgave at sørge for sitets stil, og at stilen passer til et ministerium.
Alt skal være enkelt
Især går hun op i, at alting skal være enkelt og brugervenligt, og derfor følger hun da også Bedst på Nettets kriterier og W3C’s standarder.
Kate Midjord Kongsted bruger Jakob Nielsen som inspirationskilde, men hans regler bliver ikke fulgt til punkt og prikke, da hun mener, at det ville gøre um.dk kedeligt.
Hendes bud på godt webdesign er, at det skal skabe overblik for brugeren, og at alle features på en hjemmeside skal skabe værdi for brugeren.
En god webdesigner skal kunne sætte sig godt ind i organisationen og forstå dennes kultur, mener hun.
Fire hurtige spørgsmål
Computerworld har spurgt Kate Midjord Kongsted om, hvad hun mener, er godt webdesign, og hvilken hjemmeside der er den personlige favorit.
"Hvad er den bedste feature ved um.dk?"
"Vi har mange gode features, men skal vi fremhæve en, som er unik for Udenrigsministeriets webløsning, er det muligheden for at danske borgere kan registrere sig online via ambassadernes hjemmeside, når de er på rejse eller bosat i udlandet.
På denne måde kan Udenrigsministeriet komme i kontakt med de pågældende borgere, hvis der for eksempel opstår krisesituationer."
"Hvilken feature ville du gerne "stjæle" fra et andet site?"
"Ingen. Men vi lader os inspirere af andre sites."
"Hvad er din favoritside på nettet?"
"Det kommer helt an på brugersituationen, og derfor kan vi ikke fremhæve en enkelt. "
"Hvad kan blive bedre ved um.dk?"
"Interaktivitet og visualisering af indhold."
Computerworld præsenterer i perioden op til Webchamp 2007 alle de nominerede websites i kategorierne Forståelighed, E-handel, Produktpræsentation, Dialog, Navigation og Særprisen.