Fremtidens samfund er på vej med syvmileskridt.
Regeringen har derfor fornuftigt set på, hvad vi skal leve af i fremtiden – og forslagene fra globaliseringsrådet er mange og retningsmæssigt fornuftige.
Men der mangler grundlæggende at blive tilvejebragt fremtidens infrastruktur – den bærebølge, som skal sikre, at Danmark i Europa fortsat har en konkurrencekraft, som kan fastholde os som det lykkeligste, mest lige og rigeste folk i verden.
Vi skal gennemsyres af teknologi
Fremtidens samfund – det digitaliserede servicesamfund – er gennemsyret af it-teknologi.
Og ethvert nedbrud eller manglende tilgang til it vil få omfattende konsekvenser for forretningen Danmark.
Jeg har et par konkrete forslag til at sikre retningen for vores fremtidige digitale servicesamfund.
1) It-området skaber i dag mere end 10 procent af Danmarks samlede værdi og kender kun en vej: Fremad.
Derfor er det på sæt og vis underligt, at området ikke har sit eget Folketingsudvalg, som kan forstå og drive rammebetingelserne for erhvervet.
2) For at skabe en fornuftig fremtidssikret konstruktion for indlejring af it-sikkerheden i det danske samfund, skal man tænke i flere sammenhængende initiativer.
Man bør oprettet en “Internet-kommission” (pendant til Færdselskommissionen), som under Folketinget har til formål at udvikle en sikker, fremtidig infrastruktur.
Samtidig skal man have et oplysningsforum, der kan sætte it-sikkerhed på dagsordenen – både hos borgere, virksomheder og det offentlige.
3) I Teknologirådets seneste rapport foreslås, at der skal skabes en pendant til “Rådet for større Færdselssikkerhed” – Rådet for større IT-sikkerhed.
Formålet med dette råd er, at det skal skabe borger- og virksomhedsforståelse af it-sikkerhed – at skabe awareness.
Som led i rådets arbejde skal der forankres en it-sikkerheds-kultur i folkeskolen – på samme måde, som politiet foretager undervisning i trafiksikkerhed.
4) Regeringen har naturligvis brug for ekspertbistand til at rådgive – det er naivt at tro, at politikere og embedsmænd alene kan løfte opgaven.
Der er brug for den akademiske verden og erhvervslivet for at skabe et komplet billede.
Det eksisterende it-sikkerhedspanel er blevet kritiseret – og denne kritik er berettiget.
Bør være regeringens panel
Men mest af alt drejer det sig om, at it-sikkerhed ikke kun er noget, som er relevant for Videnskabsministeriet – panelet burde være regeringens it-sikkerhedspanel, som kunne rådgive regeringen med hensyn til alle de problemområder, som har berøring med it-sikkerhed.
Tag privacy og den aktuelle videoovervågning – sådan en sag burde da behandles i ekspertpanelet inden forslaget blev stillet – for der igennem at sikre, at der kunne rådgives om, at det ville være muligt at lave en fælles, offentlig infrastruktur, som kunne beskytte borgerne mod uønsket overvågning.
Endnu engang må vi som danskere vise os som dem, der tænker fremad og i helheder. Ved at realisere en national strategi for it og it-sikkerhed vil vi endnu engang kan blive rollemodel.
Så på med vanten, Anders.
Christian Wernberg-Tougaard er direktør for Unisys Europa, medlem af it-sikkerhedspanelet og Tekonologirådets ekspertgruppe om international it-sikkerhedstrusler.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.