Snart kun digitalt
Køln: Photokina er en gigantisk fotomesse, der finder sted i den tyske ny Køln hvert andet år. Denne gang præsenterer 1.550 firmaer fra 46 lande sine produkter, og der bliver lanceret hundredvis af nye produkter. I denne anden artikel fra Photokina når vi selvfølgelig kun at omtale en brøkdel af dem, og vi koncentrerer os om digitale kameraer til private brugere.
Messen er for både analoge og digitale kameraer såvel som alle former for fotoudstyr, såsom printere, scannere, hukommelseskort og komplette fotolaboratorier, men der er absolut størst interesse for de nye, digitale kameraer.
Ingen af kameraproducenter er i tvivl om, hvilken vej vinden blæser. Digitale kameraer står for en stadig større del af fotomarkedet, og det giver sig udslag i et vigende salg af analoge kameraer og film. Når det gælder analoge kameraer, er det nu kun salget af engangs-kameraer, der stadig stiger.
Ved nytårstid var det kun cirka fem procent af alle europæiske husholdninger, der havde investeret i et digitalt kamera, men tallet er i kraftig stigning. Ved årets udgang vil dobbelt så mange have et digitalt kamera.
Kampen om markedsandele er ikke længere er et megapixel-kapløb, idet to eller tre megapixel er rigeligt for de fleste fritidsfotografer, da det er nok til kopier i formatet 15x10 centimeter. I stedet satser producenterne på at differentiere sig ved smarte faciliteter, brugervenlighed eller godt design.
Når det gælder brugervenlighed, er det blevet nemmere at finde rundt i knapper og menuer på mange af de nye kameraer. Nogle af producenterne kan levere kameraholdere - såkaldte docking stations - som ekstraudstyr, hvor man bare skal trykke på en enkelt knap for at få billederne overført til computeren. Det gælder for eksempel PictureCradle fra Fujifilm og Kodaks EasyShare-system.
Endvidere er der tendens til, at den medfølgende software bliver nemmere at bruge, så selv bedstemor kan finde ud af at sende et billede med e-mail eller fjerne pinlige onkel Bent fra alle billederne fra fætter-kusine-festen.
Små og smarte
Ultrakompakte livsstilsmodeller er blevet populære blandt producenterne. Her snakker vi forbavsende små kameraer, der snildt kan ligge i en bukselomme uden at give mistænkelige buler. Målgruppen er smarte unge mennesker, der vil have kameraet med overalt, og så vil producenterne gerne have kvinderne med på vognen.
Typisk er disse kameraer flot designet i aluminium og har en opløsningen på et par megapixel. LCD-skærmen på kameraernes bagside er i sagens natur ikke ret stor, men dog anvendelig.
Det er brugervenlige kameraer uden fiksfakserier som optisk zoom - man tænder kameraet, der lynhurtigt er klar, peger og klikker.
I denne kategori finder man Sonys nye Cyber-shot U20, der vejer 87 gram uden batterier og både fås traditionelt sølvfarvet og i blå. Det lille kamera bruger Memory Stick som lagermedie. Cyber-shot U20 leveres med to genopladelige AAA-batterier, og det kommer på markedet i tide til julehandlen.
Den tilsvarende model fra Fujifilm hedder FinePix F402. Fujifilm benytter sin egen tredje generations Super CCD chip til at fange billederne, og kombinationen af en to-megapixel Super CCD chip og nogle snedige metoder til interpolation af billedpunkter betyder, at de færdige billeder kan have en opløsning på op til 2.304x1.728 pixels, svarende til fire megapixel.
FinePix F402 vejer 120 gram uden batteri, og det måler 77x69x22 millimeter. Det bruger de små xD-Picture hukommelseskort, og det er i stand til at optage små film med lyd. I udseende minder FinePix F402 for øvrigt om Casios Exilim, som vi tidligere
har skrevet om.
Den digitale Leica-kopi fra Minox fylder ikke meget. Bemærk USB-stikket i kameraets venstre side. |
Hvis man virkelig vil skille sig ud fra mængden, skal man have fat i et kamera fra Minox, der har hygget sig med at fremstille en digital miniature-kopi af det klassiske Leica M3 kamera. Her har man dog kun 1,3 millioner pixels at gøre godt med.
Minox DCC Leica M3, der også kan bruges som webcam, måler kun 65x48x44 millimeter. Alligevel er der blevet plads til en CMOS-sensor, 32 megabyte flash-hukommelse og et par knapbatterier.
Helt tæt på
En af de mest revolutionerende nyheder på Photokina var spejlreflekskameraet SD9 fra Sigma. Det rummer nemlig en Foveon X3 sensor-chip, som vi har skrevet om i en tidligere artikel. Denne chip rummer tre lag lysfølsomme detektorer, en til hver af grundfarverne. Teknologien giver skarpere billeder med klarere farver og større detaljerigdom, end hvad CCD-chips kan klare.
I alt har kameraet 10,2 millioner fotosensorer eller 3,54 millioner fuldfarve-pixels. Almindelige digitalkameraer benytter interpolering mellem flere pixels for at regne sig frem til farven af en given pixel, men det sker altså ikke i SD9.
Derfor svarer kvaliteten af billederne til dem, man tager med et seks megapixel kamera - i hvert fald ifølge Sigma.
Olympus har tre nye digitale kameraer med til Photokina, nemlig C-5050 Zoom og C-50 Zoom med fem megapixel og 3x optisk zoom samt C-730 Ultra Zoom, der har hele 10x optisk zoom og tre megapixel opløsning.
C-50 Zoom imponerer på grund af dets ringe størrelse. Det er utrolig kompakt i forhold til de fornemme specifikationer.
Kameraet måler 10x6x4 centimeter og vejer 194 gram uden batterier. Alle nye kameraer fra Olympus benytter xD-Picture hukommelseskort til opbevaring af billeder, men de største af dem kan også bruge andre formater.
Olympus C-50 Zoom er et fem megapixel kamera i et kompakt format. |
Kameraet har et væld af indstillingsmuligheder. Det har indbygget verdensur, og det kan fungere som vækkeur. Ved hjælp af et vandtæt kamerahus, der fås som ekstraudstyr, kan man endda bruge det under vandet i en dybde på op til 40 meter.
Når det gælder zoom, bliver Olympus C-730 overgået af Panasonics DMC-FZ1. Det har nemlig 12x optisk zoom, svarende til en 35-420mm zoomlinse på et analogt 35mm kamera. Kameraet har en to-megapixel CCD-chip og linse fra Leica.
For amatørfotografer, der gerne vil helt tæt på motivet, kan HP's Photosmart 850 være en mulighed. Kameraet byder på fire megapixel og 8x optisk zoom. Vi prøvede det, og det fremstod meget brugervenligt, men også en smule plastic-agtigt. Der er ikke så mange indstillingsmuligheder, men til gengæld er kameraet helt ligetil at benytte, og prisen på et stykke under 6.000 kroner med moms er forholdsvis billigt for et kamera i denne kaliber.
Også til video
Panasonic kan fremvise en camcorder, der både kan bruges til at optage video og tage still-billeder med en opløsning på tre megapixel. Sådanne camcorders, der tillige er glimrende som stillbilled-kameraer, vil vi se mere til i fremtiden. De fleste mennesker vil jo gerne slippe for at slæbe to kameraer med på ferien.
NV-MX500EG, som videokameraet hedder, har 10x optisk zoom og en 3,5 tommer LCD-skærm til fremvisning af billederne. Video eller billeder optages på små digitale bånd eller på SD hukommelseskort.
Prisen på Panasonics nye camcorder kommer til at ligge omkring 17.000 kroner, men hvis man ikke vil ofre så meget, og kun har brug for at optage korte videoklip, kan man i stedet vælge et stillbillede-kamera med video-funktion.
Fujifilm FinePix M603 er ganske glimrende til korte videoklip. |
Her skiller Fujifilm sig dog ud. FinePix M603 optager video i VGA-formatet, 640x480 pixels, med en hastighed på 30 billeder i sekundet, og kameraet sørger løbende for at fokusere rigtig - også når man zoomer.
FinePix M603 har 2x optisk zoom og rummer en Super CCD chip med 3,1 millioner effektive pixels. Kameraet kan producere billeder med en opløsning på op til 2832x2128 pixels, svarende til godt seks megapixel.
Vi prøvede kameraet, og kvaliteten af videosekvensen var faktisk ganske imponerende, når man tager i betragtning, at FinePix M603 først og fremmest skal fungere som et stillbillede-kamera. Kameraet var dog lidt kluntet at holde på, og autofokuseringen var temmelig langsom.
Video fylder meget, så videoklippene vil kun vare få sekunder, hvis man benytter xD Picture hukommelseskort. Hvis man investerer i et 1 gigabyte IBM MicroDrive, som kameraet også kan bruge, er der plads til et kvarters video.
Mobiltelefoner og Bluetooth
I Japan er det voldsomt populært at tage billeder med mobiltelefonen og sende dem videre til vennerne, og producenterne regner med, at Europa i denne sammenhæng er lige i hælene på Japan. De første mobiltelefoner med kamera er da også kommet på markedet herhjemme.
I fremtiden vil man kunne tage langt bedre billeder end dem, vi ser fra den første generation af kameraer i mobiltelefoner.
I løbet af det næste års tid vil vi se mobiltelefoner med to megapixel CCD-chips. Når billederne er taget, kan man benytte telefonnettet eller Bluetooth til at overføre billederne til andre enheder.
Kameraer i mobiltelefoner vil dog mest være for sjov i lang tid endnu, og kvaliteten af billederne vil ikke blive den samme som man får, når man benytter et rigtigt kamera. Dertil kommer, at man må undvære blitz, og at indstillingsmulighederne er få på mobiltelefonerne.
Til gengæld kommer der flere kameraer med indbygget Bluetooth, så man kan overføre billederne trådløst til printeren, pc'en eller til venner og forretningsforbindelser - eventuelt via mobiltelefonen.
Her har vi taget et billede af Concords Bluetooth-kamera med et lille Bluetooth-modul ovenpå. |
På Photokina fandt vi også Bluetooth i et 1,3 megapixel kamera fra Concord. Vi fik demonstreret, hvordan man kunne tage et billede med Eye-Q Go BT og sende det trådløst til en HP Deskjet 995c printer, som skrev billedet ud med det samme.
Concord vil sælge Bluetooth-kameraer billigt, og Eye-Q Go BT kommer ikke til at koste meget mere end 1.000 kroner.
Et Bluetooth-modul koster omkring 100 kroner for producenten, så Bluetooth-kameraer burde ikke være voldsomt dyrere end tilsvarende kameraer uden Bluetooth.