Den administrerede direktør for portalen Ofir.dk, Michael Kjær, har opsagt sin stilling med udgangen af denne måned.
Opsigelsen kommer efter en håndfuld spændende, men også udfordrende år hos Ofir, hvor internetsatsningen har givet et samlet tab på langt over 150 millioner kroner siden de euforiske dotcom-dage i 2000.
De seneste 12 måneder har Michael Kjær arbejdet på en helt ny strategi for Ofir.
– Den nye vækststrategi for OFiR eksekveres på mandag, og dermed er opgaven tilendebragt for mig. Derfor er det også et passende tidspunkt at give stafetten videre til en ny direktør, der får mulighed for at forme den nye OFiR Portal fremover, siger han.
OFiR.dk tilbyder blandt andet mail, chat, spil og dating til omkring 800.000 unikke brugere hver måned og er et datterselskab i den børsnoterede mediekoncern Søndagsavisen a-s. OFiR.dk er en af Danmarks ældste internetsider og gik online allerede i maj 1996.
Tiden moden
Ifølge Michael Kjær var tiden moden til nye udfordringer, og en ny arbejdsfremtid er allerede ved at tegne sig for den snart forhenværende Ofir-direktør. Fra 1. januar 2007 skal Michael Kjær således drive selvstændig virksomhed og realisere andre projekter.
– Jeg vil blandt andet bruge mine erfaringer i samarbejde med startup-selskaber, som står overfor udfordringer med at søsætte eller vækste produkter og ideer i markedet. Her kan jeg medvirke til at skabe en god, stærk og fremadrettet forretningsplan, siger Michael Kjær.
Efter de mange år hos først TDC og siden Ofir/Søndagsavisen ønsker Michael Kjær nu at bruge sin erfaring i mindre virksomheder.
– Det er specielt arbejdet med Boligportal.dk gennem det sidste halvandens års tid, som for alvor har givet mig lyst til at arbejde med små virksomheder, da jeg finder de innovative miljøer i de mindre virksomheder meget inspirerende og dynamiske, fortæller Michael Kjær.
Forrygende investering
Boligportal.dk ApS blev købt af Søndagsavisen for halvandet år siden. Og i modsætning til internetsatsningerne som helhed, har det lille århusianske selskab været en forrygende investering.
I 2005 skabte de blot 3 ansatte i boligportal.dk ApS et resultat før skat på 1,2 millioner kroner. Ofir-koncernen ejer 50 procent af selskabet.
– Jeg har et godt netværk og en række solide erfaringer inden for internetbranchen generelt, som er opbygget gennem de sidste 10 år hos TDC og OFiR/Søndagsavisen. Dette netværk og erfaringerne mener jeg er værdifulde for startup-selskaberne. Jeg er allerede i dialog med et par spændende virksomheder, fortæller Michael Kjær uden dog at ville løfte sløret for de konkrete planer.
Michael Kjærs afløser som chef for Ofir portalen er i øvrigt fundet, men navnet er endnu ikke offentliggjort. Vedkommende starter i sin nye stilling 2. januar 2007.
Michael Kjærs opsigelse kommer blot 4 måneder efter, at Ofirs daværende koncernchef, Jørgen Wittenkamp, blev fyret og Ofir opdelt i tre selvstændige forretningsområder.
Fyringen blev begrundet med, at Søndagsavisen ønskede hurtigere vækst, og det krævede en mere målrettet organisation. Det blev den tidligere IBM-direktør, Niels Kemal Onat, der overtog posten som administrerende direktør for Ofir-koncernen med det mål at accelerere væksten.
- Visionen er at blive størst og bedst på rubrikmarkedet, sagde Niels Kemal Onat til Computerworld i august. Den vision skal altså nu realiseres uden den ene af de tre direktører.