Konkurrencemyndighederne i USA, Japan og Sydkorea har inden for de seneste 24 timer slået til mod en række producenter af fladskærmspaneler på grund af mistanke om kartelvirksomhed.
Det er producenterne Sharp, Samsung og LG Philips, som er sat under myndighedernes lup i de tre lande.
- Hensigten med efterforskningerne er, at få belyst om der foreligger beviser for en kartelaftale eller en praksis for om priserne aftales på forhånd, hedder det i en udtalelse fra EU Kommissionen.
De største under anklage for snyd
LG Philips og Samsung er de to største producenter af paneler til fladskærme i verden, og begge virksomheder har erklæret sig uskyldig i anklagerne om kartelaftaler.
Hos LG Philips har man foreløbig udsende en erklæring om, at firmaet anser sagen som værende meget alvorlig, og at man fra virksomhedens side vil samarbejde fuldt ud med monopolmyndighederne.
Samsung indrømmer også, at elektronikgiganten har modtaget stævninger fra de amerikanske og de japanske
myndigheder, og at virksomhedens forhold desuden efterforskes i Korea.
Samsung erklærer ligeledes 100 procent samarbejdsvillighed, så myndighederne de tre lande kan komme til bunds i sagen.
Krisen kradser
Efter offentliggørelsen af de tre landes efterforskning af sagerne, oplevede LG Philips et kursfald på hele 7,6 procent, skriver Børsen.
De tre anklagede LCD-producenter er i forvejen plaget af faldende priser på markedet for fladskærme.
Trods en markant stigning i salget af LCD-paneler, har efterspørgslen ikke har kunnet leve op til det store produktionsapparat, som fabrikanterne har bygget op.