En domstol i Kina har afvist et sagsanlæg mod søgetjenesten Baidus mp3-søgemaskine, skriver Wall Street Journal.
Avisen har ikke fået fat i begrundelsen for afgørelsen, men fastslår, at der er tale om et betydningsfuldt tab for musikbranchen og en væsentlig afgørelse når det handler om ophavsret.
Det var IFPI (International Federation of the Phonographic Industry), som havde anlagt sagen for syv pladeselskaber.
Ifølge sagsanlægget har Baidu gjort 195 ophavsretlig beskyttede sange tilgængelige gennem links.
IFPI’s talsmand John Kennedy, er alt andet end begejstret for dommen.
- Jeg er forbløffet over denne uforståelige afgørelse, som er helt uden sammenhæng med den kinesiske lovgivning og andre afgørelser rundt om i verden, siger han.
Baidus advokat, Li Decheng, forklarer, at selskabet er glade for at have vundet første runde i kampen om rettighederne.
- Vi er enige i afgørelsen, men vi er også klar over, at dette ikke er en endelig dom. Hvis IFPI skulle anke dommen, er vi imidlertid klar til næste runde, siger han til Wall Street Journal.