Tyskerne har fået en ekstra beskyttelse af privatlivets fred, efter landets højeste appelret har dømt internetudbydere at slette oplysninger om kundernes aktiviteter, når de bruger internetforbindelsen.
Ifølge dommen, skal den tyske internetudbyder T-Online slette en kundes aktivitetslogs, når kunden beder om det, medmindre selskabet juridisk kan påvise et behov for at opbevare de pågældende data.
Afgørelsen forventes at gøre det vanskeligt – og i nogle tilfælde fuldstændig umuligt – at bevise, hvis nogle af T-Onlines brugere mistænkes for pirateri.
Det er dog tvivlsomt om det samme vil kunne ske i Danmark, hvor justitsminister Lene Espersen (K) for et par måneder siden underskrev den såkaldte logningsbekendtgørelse.
Bekendtgørelsen har netop til hensigt at sikre, at internetudbyderne logger og opbevarer kundernes digitale spor.
Disse data kan således overdrages til myndighederne som led i en efterforskning.
- Når bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 2007, er der i hvert fald ingen tvivl om, at noget lignende kan opstå i Danmark, siger Ib Tolstrup, direktør i Telekommunikationsindustrien i Danmark.
Udbyderne skal i henhold til logningsbekendtgørelsen opbevare oplysningerne i et år.
En sag om ytringsfrihed
Afgørelsen i Tyskland er faldet i en sag, der handler om ytringer, som den 33-årige Holger Voss fra byen Münster kom med på et diskussionsforum i 2002.
Her udtalte han: ”Tillykke til morderne fra 11.09.01”, men påstod siden i retslokalerne, at udtalelsen andre opfattede som en billigelse af angrebene på USA 9. september 2001, faktisk var ment sarkastisk.
Undervejs i sagen har Holger Voss anført, at hans internetudbyder T-Online i strid med tysk lovgivning gemte hans dynamiske IP-adresse i adskillige måneder, og at denne var blevet leveret videre til det tyske politi uden dommerkendelse.
I henhold til tysk lov er det kun tilladt at gemme IP-adresser, sålænge det er nødvendigt for at kunne gennemføre afregningen.