Hvem er Danmarks digitale iværksætterstjerne?

Computerworld arrangerer i samarbejde med 5te, it-væksthuset på IT-Universitetet, en konkurrence om, hvem der er Danmarks mest lovende digitale iværksætter. Kom, vis og få et godt råd. Konkurrencen bliver afviklet live i Ørestaden 30. januar.

Chad Hurley og Steve Chen var godt et år om at forvandle deres digitale iværk­sætter­drøm YouTube til en indtægt på 10 milliarder kr. Det var, hvad Larry Page og Sergey Brin – to andre digitale iværksættere, hvis iværksættervirksomhed Google nu er 750 milliarder kr. værd – betalte for video-sitet YouTube så sent som i sidste uge.

Hvad dette illustrerer mere end noget andet er, at “digitaliseringen er det stærkeste innovationsværktøj” på dagens markedsplads. Citatet kommer ikke engang fra en iværksætter, men derimod den administrerende direktør for Københavns Kommune, Claus Juhl. Så vidt har erkendelsen om digitaliseringens potentiale bredt sig.

Men hvem har de stærkeste nye digitale ideer i Danmark? Hvem har fremtidens nye digitale koncepter og løsninger, de nye, frække forretningsmodeller, der digitaliserer konkurrenterne af banen? Hvem har potentialet til at blive Danmarks svar på Hurley & Chen?

For at finde et svar arrangerer Computerworld i samarbejde med 5te, it-væksthuset på IT-Universitet, en konkurrence om, hvem der er Danmarks digitale iværksætterstjerner.

Konkurrencen bærer navnet Edison-Prisen 2007 til ære for en iværksætter af Guds nåde fra en svunden, men ikke mindre spændende tid.

Thomas Alva Edison inkarnerer den fuldblodige iværksætterkultur. Adspurgt, om han ikke var træt af at forsøgene mislykkedes gang på gang, da endnu en tråd var brændt over i den lille glaskugle, som han havde en ambition om skulle lyse verden op, svarede han:

”Jeg har ikke fejlet. Tværtimod. Det er lykkedes mig at opfinde endnu en løsning, som ikke virker.”

Se, det er ægte betakultur, fra før begrebet blev opfundet. Og det er også den kultur, som driver tusinder af danskere til at eksperimentere og realisere deres digitale ambitioner i dagens Danmark.

Faktisk står vi med en hurtigt voksende underskov af spændende it-iværksættere, som ikke alene fortjener at blive set og anerkendt – ikke mindst af potentielle investorer – men som kan inspirere andre til at drømme om det, der ikke er endnu.

Edison-prisen bliver en scene for alle de digitale iværksættere, hvor de får ordet og den udelte opmærksomhed fra et dommerpanel, som består af kyndige erhvervsledere, succesfulde iværksættere og stærke investorer.

Dommerpanelet tæller blandt andre:

Jesper Kring – iværksatte Kring Technologies, der leverer it-løsninger til danske erhvervsliv ved at trække på et globalt netværk af it-specialister

Henrik Albertsen – administrerende direktør i venturefonden Nordic Venture Partners, der hvert år screener tusinder af nye it-virksomheder.

Tim Frank Andersen – serieiværksætter, medejer af Framfab, partner i Internet Ventures Scandinavia, som investerer i nye it-virksomheder.

Jørgen Bardenfleth – administrerende direktør for Microsoft Danmark og bestyrelsesformand for væksthuset 5te.

Caroline Søeborg Ahlefeldt – iværksætter af koncepthuset OEO, tidligere medstifter af it-huset Mousehouse og it-uddannelsen Space Invaders.

Dommerne vil i forbindelse med Edison-Prisen lægge vægt på tre hovedforhold:

Originalitet - Hvor nyt, interessant og lovende er forretningskonceptet eller produktet?

Kvalitet – Hvordan bliver ideen/konceptet eksekveret og hvordan bliver forretningsplanen grebet an?

Betydning - Hvor vidtrækkende eller perspektivrigt er ideen/konceptet?

De 10 bedst placerede deltagere vil få en evaluering fra dommerne på alle tre forhold, som dels belyser iværksætterprojektets potentiale, dels identificerer indsatsområder, der kan gøre det lettere at få succes. Selve konkurrencen bliver afviklet ved, at deltagerne melder sig til, indleverer en beskrivelse af projektet på to A4-sider og forbereder en præsentation af de tre kriterier for dommerpanelet.

Kriterierne for at deltage er, at virksomheden skal være stiftet inden for de seneste tre år, og at produktet eller konceptet skal være funderet i it. Desuden skal deltagerne have tilmeldt sig senest den 30. november, 2006.

– Konkurrencen er åben for alle. Det bliver en fest og en fejring af den entreprenante sjæl og en demonstration af, hvad det digitale iværksætter-Danmark har at byde på, siger Sam Steffensen, direktør for 5te, som i sig selv danner rammen om flere end 100 digitale iværksættere.
Formålet med Edison-prisen er at give en ny generation iværksættere en hånd, skabe rollemodeller og inspirationskilder, der profilerer såvel it som iværksætteri.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere