Det danske softwarehus Saxotech har fyret omkring 20 af sine 131 ansatte, heraf ni i Aalborg.
For de ansatte er afskedigelserne kommet som en overraskelse, men for selskabets administrerende direktør, Anders Christiansen, der bor i Florida, er de naturlige i forhold til virksomhedens udvikling.
- Vi har set på, om vi skulle foretage justeringer i organisationen for at tune ind. Det har vi besluttet at gøre, og det betyder, at vi har outsourcet noget it og telemarketing. Samtidig har vi flyttet hovedkontoret fra Aalborg til USA, forklarer Anders Christiansen.
Underskud i 2005
Fra 2004 til 2005 steg Saxotechs omsætning fra 85,5 millioner kroner til 110,5 millioner kroner, mens resultatet før skat faldt fra 5,4 millioner kroner til blot 700.000 kroner.
Efter skat endte 2005 med et tab på halvanden million kroner på trods af den markante fremgang i omsætningen.
Saxotech har traditionelt arbejdet med redaktionelle systemer til print og online, men gik sidste år også ind på annoncerings-området, hvor selskabet har oplevet stor fremgang i onlineaktiviteterne, specielt i USA.
- Vi får god vækst igen i år, men vi driver en virksomhed ligesom alle andre, så vi skal også have fokus på indtjening og mulige omstruktureringer, forklarer Anders Christiansen fra Florida.