OpenOffice en måned efter

Vi har prøvet at erstatte Microsoft Office med den gratis OpenOffice og kørt med kontorpakken i en måned. Vi har brugt tekstbehandling, regneark og såmænd også tegneprogrammet. Konklusionen er, at med mindre man er superavanceret Office-bruger, så fremstår OpenOffice som et rigtig godt alternativ.

Writer

Kan OpenOffice virkelig konkurrere med Microsofts allestedsnærværende Office? Tja, jeg har nu kørt med pakken i en måneds tid under Windows 2000, og jeg er positivt overrasket. Godt nok bruger jeg ikke de mest avancerede funktioner i Office, men jeg bruger alligevel pakken ganske meget, og jeg har ikke haft nævneværdige problemer. Jeg har ikke kigget på præsentationsgrafik - altså PowerPoint mod Impress, men jeg har arbejdet med tekstbehandling og regneark, og det virker godt.

OpenOffice er den åbne variant af Sun Microsystems' StarOffice. Sidstnævnte koster penge, og den rummer nogle flere faciliteter, men dem kan jeg sagtens undvære i det daglige. Den væsentligste forskel er nemlig en database.

Har man tidligere kørt med StarOffice 5.x, så er den første store nyhed, at man slipper for den skrivebords-erstatning, der var i den gamle version. OpenOffice 1.01 åbner programmer, som man kender det fra for eksempel Microsoft Office. Nu kører det hele lige efter bogen.

Tekstbehandlingsprogrammet Writer ligner andre tekstbehandlings­programmer som Word og WordPerfect, men menupunkter og værktøjslinjerne er naturligvis lidt anderledes. Det er dog ikke så meget, at man ikke kan vænne sig til det i løbet af kort tid.

Jeg bryder mig ikke om alt den automatik, der er i Microsoft Word. Det vil sige automatisk formatering, erstatning af ord og så videre. Det første, som jeg gør efter en installation af Office, er altid at slå det fra. Det bliver man også nødt til i OpenOffice. Kan du godt lide den slags "intelligens", så bliver du sikkert glad for, at det er kopieret i OpenOffice.

Writer kan naturligvis det, man forventer af en tekstbehandling med skrifter, justering af tekst, søg-og-erstat, eksporter til andre formater, indsætte grafik, lister og så videre. Ser man på de mere avancerede faciliteter i tekstbehandlingsprogrammer som typografier, indholdsfortegnelse, stikordsregister, krydsreferencer, fodnoter, sidehoveder og sidefødder, så bliver man heller ikke skuffet. Det hele er der, og det er let at finde ud af.

Det gælder faktisk også mere avancerede faciliteter som revisioner - altså flere versioner af samme dokument, hvor man kan se, hvem der har skrevet, rettet og slettet hvad. Man kan ikke sige, at Write er en discount-udgave af et tekstbehandlingsprogram. Det er ikke en Word, det er heller ikke en klone af Word, det er et komplet program.

Det gælder også med import af grafik i dokumenter. Det fungerer, som det skal - og det er meget let at finde ud af. Alting var lidt rodet og anderledes i den gamle StarOffice 5.x, men nu er der virkelig ryddet op.

Jeg er som tidligere nævnt ikke verdens mest krævende bruger af tekstbehandling, men jeg må erkende, at alt, hvad jeg har brug for, er der. Det er til at finde ud af, og programmet virker hurtigt.

Et meget ømt punkt er naturligvis import af dokumenter fra Word, og eksport til Word-format. Det er utrolig vigtigt, da mange kommunikerer via disse dokumenter. Jeg har uden problemer konverteret dokumenter begge veje, og jeg har ikke set unoder. Alligevel må man nok forvente, at der vil være fejl, for konverteringen kan aldrig blive perfekt, når Microsofts filformater ikke er åbne.

Opdateret: Vi skrev, at OpenOffice 1.01 ikke var på dansk, men produktet findes faktisk på dansk, hvilket en læser har gjort os opmærksom på. Den danske version kan hentes her. Den gratis danske ordbog fra SSLUG kan hentes på spelling.org.

Når den er installeret, får man røde understregning under ord, som stavekontrollen ikke genkender - lige som i Word. Man får dog ikke de mere avancerede funktioner (grøn understregning i Word), der finder simple grammatiske fejl. Stavekontrollen virker fint, men det er tydeligt, at den ikke er lige så omfangsrig som Microsofts. Simple ord som "første" bliver markeret som stavefejl, hvilket er noget skuffende. Stavekontrollen kommer med forslag, hvis man højreklikker på et ord, der er understreget med rødt - ligesom i Word.

Calc

Regnearket Calc ligner Excel til forveksling, men alle regneark ligner jo hinanden. Jeg kunne uden problemer åbne mine gamle Excel-regneark, og alt kom med over. Det vil sige flere ark på samme regneark, formatering, formler og så videre. Det var stort set ikke til at se, at regnearket nu var åbnet i Calc.

Calc bruger samme terminologi med formler som Excel, man bruger også samme notation, når man referer til celler - absolut via tegnet $ eller relativt. Det gør det jo ganske let at skifte.

Programmet har også de faciliteter, man forventer af et regneark. Det vil sige sortering, søg-og-erstat, autokorrektur, stavekontrol (fælles med alle programmer i pakken), sammenfletning af celler, filtre, indsættelse eller sletning af rækker og kolonner med automatisk opdatering af formler og så videre.

Det er naturligvis muligt at lave diagrammer (altså grafer) inde i Calc, og funktionen ser ud til at kunne alt det nødvendige. Det samme gælder autoformat, som lægger farver og rammer på regneark, der også er kendt fra Excel. Den funktion er yderst nødvendig, hvis man hurtigt skal få et simpelt regneark til at ligne en million.

En facilitet i Excel, som jeg virkelig holder af, er muligheden for at presse et regneark ned på et givent antal sider. De bliver nemlig altid for store. Det er super let at gøre den slags i Excel, og i øvrigt følge med i vis-udskrift funktionen. Alt det virker også i Calc.

Calc bruger i øvrigt typografier ligesom tekstbehandlingsprogrammet Writer. Det gør det ekstra let at formatere celler og områder løbende. Og det fungerer ens i de to programmer. Generelt må man sige, at det er lykkedes udviklerne bag OpenOffice at skabe en pakke, hvor man man mærke, at programmerne hænger sammen - og virker på samme måde.

Det kan man naturligvis også med Microsofts Office, men husk på, at OpenOffice ikke koster så meget som en krone.

Andre

OpenOffice indeholder faktisk andre programmer end Writer og Calc, selvom det naturligvis er de to, der er de vigtigste for de fleste brugere. Vi har nævnt præsentationsgrafik i form af Impress, som vi ikke har kigget på. Til gengæld har vi prøvet tegneprogrammet Draw. Nu er man jo ikke vant til tegneprogrammer i Microsoft Office, så her er der ikke noget sammenligningsgrundlag.

OpenOffice Draw er ikke en stor tegnepakke som Corel Draw. Det er heller ikke et stort diagramværktøj som Microsoft Visio, men det kan alligevel godt være med. Jeg bruger meget sjældent tegneprogrammer, så jeg har ikke behov for kæmpe pakker på dette område.

Jeg forsøgte mig med et større organisationsdiagram, og Draw imponerede mig. Det fungerer faktisk lidt som Visio.

Der er naturligvis ikke tusinder af symboler, men man kan tegne ting som kasser og cirkler. Man kan bruge farver, skrive tekster inde i disse symboler - og man kan forbinde dem. Draw holder selv styr for disse forbindelser, hvis man rykker rundt på symbolerne.

Man kan sørge for, at flere symboler holder linje. Man kan markere og bearbejde mange symboler ad gangen, og man kan naturligvis gruppere dem. Man kan oven i købet arbejde med lag.

Draw tilbyder eksport til både JPEG og HTML, og det betyder, at man kan sende tegninger til andre uden problemer.

Programmet bruger typografier ligesom Writer og Calc, og stavekontrollen er som sagt fælles for alle programmer i OpenOffice. Der er som ventet også fin integration mellem programmerne i pakken. Det vil sige, at man let kan importere regneark eller grafer fra Calc i Draw - og alle de andre kombinationer. OpenOffice inkluderer også et program til at lave matematiske formler med - og et program til at lave HTML med.

OpenOffice er som nævnt ganske gratis. Man kan hente pakken på OpenOffice.org. Den fylder cirka 50 megabyte, så det kræver en hurtig forbindelse eller god tid. En standard installation lagde beslag på 111 megabyte på min harddisk, hvor min Office XP fylder solide 393 megabyte.

Der er lige så let at installere OpenOffice som andre programmer til Windows. Bare kør installationsprogrammet og svar ja til stort set alle spørgsmål. Det er også ligetil at komme af med pakken igen, hvis det er det, man vil. OpenOffice kan afinstalleres via kontrolpanelets Tilføj/fjern programmer.

Det er desværre noget mere besværligt at installere den danske stavekontrol, men der er hjælp at hente hos SSLUG.

OpenOffice starter som standard et program kaldet QuickStarter, der gør det hurtigere at starte de enkelte programmer i pakken. Det kræver naturligvis lidt ekstra hukommelse at have den slags kørende, men det er prisen værd, for uden QuickStarter bliver OpenOffice noget tung at køre med. Microsoft gør i øvrigt noget tilsvarende i Office-pakken.

OpenOffice bruger hukommelse som en sportsvogn bruger benzin, men det gør Microsoft Office nu også, så her er der igen tale om noget, man er vant til. Jeg målte et solidt forbrug på cirka 43 megabyte ved at køre Writer, Calc og Draw samtidig med et lille dokument i hvert.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere