Samsung, som er verdens største producent af DRAM (Dynamic RAM) er nu i stand til at producere hukommelse ved hjælp af en produktionsteknologi på 50 nanometer.
En nanometer udgør en milliontedel af en millimeter.
Til sammenligning svarer en nanometer til, at man deler et menneskehår 80.000 gange på langs, og generelt kan man sige, at jo mindre de strømførende kredse er, jo mere effektive er de også.
Vil øge produktiviteten
Samsung hævder da også overfor IDG News Service, at en overgang til 50 nanometer-produktionsteknologi vil øge effektiviteten med hele 55 procent sammenlignet med den eksisterende produktion, der benytter 60 nanometer.
Samtidig vil omkostningerne til fremstilling af hukommelsesblokkene blive mindre.
Forbereder sig til Vista
Udviklerne af hukommelse til computere forbereder sig på en massiv efterspørgsel i forbindelse med at Microsoft sender sit nye operativsystem, Vista, på gaden.
Specifikationerne fra Microsoft kræver, at der minimum er 512 megabyte ram i maskinen for at køre Vista.
Software-giganten forlanger, at nye computere leveres med en gigabyte hukommelse, før de må klistre mærkatet "Windows Vista Premium Ready" på frontpladen.
I følge en Gartner-undersøgelse er der gennemsnitligt 800 megabyte ram i vores maskiner i tredje kvartal.
Dette tal forventes at stige til 900 megabyte allerede inden årsskiftet.