Både de kommende nationale prøver i folkeskolen og meget af det kommende undervisningsmateriale bliver netbaseret og giver mulighed for at overvåge eleverne.
Sådan lyder det fra Steen Harbild, undervisnings-konsulent i Undervisnings-ministeriet, på årets uddannelsesforum, der netop nu løber af stablen i Odense.
Ifølge ham vil de kommende nationale prøver bliver udformet til nettet, hvilket betyder, at papir og blyant bliver bandlyst.
Lærerne kan se alt
It giver nemlig mulighed for at følge elevernes besvarelser meget grundigt, men uden at resultaterne risikerer at blive offentliggort
- Lærerne vil kunne se alt om deres elever. Skolelederne kan kun følge klasserne. Kommunalbestyrelserne kan kun følge skolernes resultater, mens undervisningsministeriet kun kan se resultaterne for de enkelte kommuner, siger Steen Harbild.
De nationale prøver er en del af folkeskolereformen, der medfører et større fokus på evaluering. De første tre prøver træder i kraft til næste forår, men allerede i slutningen af året vil danske skoleelever afprøve systemet.
Også en række producenter og forlag er netop nu ved at lave netbaseret undervisning. Det sker som led i regeringens ITIF-initiativ (it i folkeskolen).
Kræver åbenhed
Også her blev muligheden for at følge elevernes resultater understreget.
- Læreren kan se, at den her elev får altid problemer ved staveøvelserne. Det giver nogle muligheder for at give eleven lige de opgaver, han eller hun har brug for, siger Stephan Stephensen, direktør i Dansk E-learning Center.
Nogle lærere er imidlertid bekymrede over, hvorvidt de kommer til at overvåge eleverne for meget.
Producenterne forstår bekymringen, men opfordrer lærerne til at være åbne omkring overvågningen, og hvad den bliver brugt til.
Uddannelsesforum 2006 er en årlig messe og konference, hvor over 2000 skole- og it-ansatte samles i Odense. Computerworld følger Uddannelsesforum 2006 med onlineartikler og podcast. Fra på fredag begynder Computerworld desuden en ny serie om it i det danske uddannelsessystem.