Kampen om danskernes søgning efter adresser, kort og butikker skærpes. Krak har startet en strategi om at lancere en ny tjeneste hver 6. uge. Svaret fra De Gule Sider har været at lancere tilsvarende tjenester.
Kort efter at Krak i starten af september lancerede en ny søgetjeneste, har De Gule Sider nu også i mandags lanceret en tilsvarende tjeneste.
Krak var også først med luftfotos (i april) – en idé De Gule Sider også i mandags har eftergjort.
I den nye søgemetode fra Krak, skal man i stedet for at indtaste en virksomheds navn, bare ndtaste det produkt, man søger, fx ”iPod” og hvor man vil købe den, fx ”Esbjerg”. Så finder Krak ud af, hvilke butikker i Esbjerg, der forhandler iPods.
Hvad og hvor
Søgemetoden er fra Kraks side lanceret med to felter ”Hvad” og ”Hvor”. Efterfølgende har De Gule Sider også lavet sine søgefelter om til at hedde det samme.
- De har planket vores design, siger Per Palmkvist Knudsen, it-direktør hos Krak.
Det er noget sludder, mener man hos De Gule Sider.
- Den måde at lave søgefelterne på har været standard rundt omkring i verden længe. Hvis vi har hugget ideen fra Krak, så har Krak hugget den fra udlandet, siger produktchef Jørgen Henning Nicolaisen fra De Gule Sider.
Han tilføjer, at De Gule Sider egentligt har fået ideen fra sin ejer European Directories, som har brugt sådanne felter længe i andre lande.
De Gule Sider, der tidligere var ejet af TDC, blev solgt sammen med resten af TDC Forlag til European Directories i oktober sidste år. European Directories driver tilsvarende sider i en række andre lande.
Kobling af adressedatabase og søgning på nettet
Hos Krak mener man, at De Gule Siders nye søgetjeneste ganske vist ligner Kraks af udseende, men at den ikke virker på samme måde eller kan helt det samme.
Hos Krak indtaster man i feltet ”Hvad”, hvad det er, man søger, f.eks. et bestemt produkt eller service. Og i feltet ”Hvor” indtaster man hvor, man søger det, altså en eller anden form for geografi: en by, en gade eller en landsdel for eksempel.
Man behøver således ikke længere at bekymre sig om produktgrupper, rubriknavne, navne på butikker eller gadenavne og postnumre.
Per Palmkvist Knudsen forklarer, at Kraks nye søgetjeneste virker ved, at den kobler adressedata om danske virksomheder, butikker med videre, med information fra de samme virksomheders hjemmesider.
På den måde kan Krak vise, hvilke butikker i Esbjerg der forhandler iPods – hvis der vel at mærke har stået ”iPod” på butikkens hjemmeside.
Man indtaster bare ”iPod” i hvad-feltet, og ”Esbjerg” i hvor-feltet, og får præsenteret en række butikkers navne og adresse, sammen med de data fra deres respektive hjemmesider, som omtaler ordet ”iPod”.
Tidligere indeholdte adressedatabasen kun relativt få oplysninger om, hvad de forskellige virksomheder forhandlede, ofte kun i generelle vender, som for eksempel ”forbrugerelektronik”.
Søg på produkt i stedet for butik
- Hvis man for eksempel leder efter et par Puma fodboldstøvler i København, kan man nu finde det hos Krak, siger Per Palmkvist Knudsen.
Han tilføjer, at det kunne man ikke tidligere, da søgningerne udelukkende baserede sig på adresse- og virksomhedsdatabaser
- Nu søger vi også på internettet i samme søgning, siger Per Palmkvist Knudsen.
- Det er ren snyd, det som de (De Gule Sider, red.) har lavet. De har bare lavet en ny forside, og så i øvrigt ikke lavet om. De Gule Siders løsning kan slet ikke det samme som vores, siger Per Palmkvist Knudsen.
- Det er rigtigt, at vi ikke søger i nettet som sådan, og at vi ikke er nede på søgning i produktniveau, siger produktchef Jørgen Henning Nicolaisen fra De Gule Sider.
Han forklarer, at virksomheden kigger på, hvordan den kan få nogle flere søgedata.
Man må finde sig i ide-tyveri
Per Palmkvist Knudsen vil ikke gøre noget ved, at De Gule Sider har hugget ideerne.
- Det må man finde sig i. Sådan foregår det på nettet. Hvis man ikke kan finde inspiration andre steder, så kan man da altid få inspiration fra sin konkurrent, siger han.
- Men dem der går i fodsporet på andre, kommer aldrig foran, tilføjer han.
Han mener da også, at Krak fører konkurrencen med De Gule Sider.
- Vi er dobbelt så store, som De Gule Sider, siger han og henviser til tal fra Foreningen af Danske Internet Medier, der viser, at Krak i uge 37 havde over en million unikke besøgende, mens De Gule Sider havde omkring 600.000.
Hos De Gule Sider mener man dog som sagt ikke, at man har hugget nogle ideer heller ikke ideen om luftfotos.
- Nu har for eksempel Google jo haft luftfotos længe. Så Krak var jo ikke de første. Desuden mener vi, at vores luftfotos er bedre. Dels er de nyere, fra sommeren sidste år, dels er det mere detaljerede, i hvert fald i hovedstadsområdet, siger produktchef Jørgen Henning Nicolaisen, fra Det Gule Sider.