De fire chipproducenter IBM, Infineon, Chartered og Samsung har rundet en vigtig milepæl på vejen mod produktion af chips på 45 nanometer-skalaen.
De fire selskaber samarbejder om at udvikle produktionsteknologier og kunne i denne uge præsentere de første chips produceret med den kommende generation af fremstillingsmetoder.
De mest avancerede produktionsanlæg til masseproduktion af chips anvender i dag teknologier, der gør det muligt at fremstille detaljer på chippene helt ned til 65 nanometer.
Mere effektiv produktion
Ved at gøre chippens anatomi endnu mindre, kan produktionen gøres mere effektiv, da der kan fremstilles flere chips per wafer, der er den siliciumplade, de enkelte chips skæres ud af.
- Vores første hardwaremålinger tyder på, at produktionsudstyret til 45 nanometer er mindst 30 procent mere effektivt end det til 65 nanometer, udtaler teknisk chef Lisa Su fra IBM ifølge en pressemeddelelse.
De fire firmaer har udviklet produktionsteknologierne på IBM's produktionsanlæg i Fishkill i delstaten New York.
IBM, Chartered og Samsung forventer at kunne anvende 45 nanometer-teknologien til masseproduktion ved udgangen af 2007.
Infineon har endnu ikke fastsat nogen dato.
De fire bliver dog ikke først med 45 nanometer.
Chipgiganten Intel forventer at være klar med chip fremstillet med teknologien omkring midten af næste år, ligesom blandt andre Taiwan Semiconductor Manufactoring forventer at være klar i efteråret 2007.