Software-kæmpen Microsofts beslutning om efter længere tids modstand at åbne for det åbne dokumentformat OpenDocument (ODF) med et nyt oversættelsesværktøj hilses velkomment af Videnskabsministeriet.
- Det er glædeligt, at Microsoft tager dette skridt i retningen af åbne standarder. Den manglende understøttelse af ODF-formatet i Microsofts Office-kontorpakke har været et specifikt kritikpunkt fra vores side, siger kontorchef Adam Lebech i IT- og Telestyrelsen under Videnskabsministeriet.
Fornuftigt skridt
Han mener, at de tiltag som Microsoft nu har lagt frem, peger i den rigtige retning.
Han håber dog, at selskabet vil være indstillet på at gå endnu længere og i højere grad bygge de nye værktøjer ind i selskabets Office-kontorpakke.
- Indtil videre findes der kun en prototype af løsningen. Vi glæder os til at se, hvordan det kommer til at fungere i praksis, men jeg skal ikke skjule, at det er en meget glædelig udvikling, vi ser nu, siger Adam Lebech.
Faldt for pres fra det offentlige
Microsoft har tidligere været modstander af, at åbne for det åbne format OpenDocument og i stedet ønsket at fremme selskabet eget åbne format Office Open XML.
Ifølge direktør for strategi og politik hos Microsoft Danmark, Anders Nørskov, har Microsoft truffet beslutningen om at udvikle værktøjer til understøttelse af OpenDocument-formatet for at imødekomme et stigende krav fra det offentlige.
- Vores kunder i specielt det offentlige har efterspurgt den her facilitet. Offentlige myndigheder i flere lande har et stigende ønske om at kunne kommunikere i flere formater, og det vil vi understøtte dem i, siger Anders Nørskov.
- Vi vil give det offentlige mulighed for at servicere borgerne i de formater, som det offentlige ønsker at kommunikere i, hvad enten der er tale om PDF, ODF eller Open XML, siger han.
Øget åbenhed
Anders Nørskov oplyser, at Office-pakken understøtter knapt 30 formater.
Ifølge ham ligger det i tråd med selskabets generelle linje at understøtte de formater, som kunderne har behov for.
At beslutningen først kommer nu, skyldes ifølge Anders Nørskov, at der nu ligger en ISO-specifikation på OpenDocument-formatet.
- Vi har tidligere sagt, at vi ikke havde nogen aktuelle planer om at gøre det her, men nu gør vi det så som et svar på de kundeønsker, der har været i den offentlige sektor. Det skal ses som et af mange initiativer for at øge interoperabilitet mellem forskellige it-løsninger og platforme, siger Anders Nørskov.
I IT- og Telestyrelsen oplyser kontorchef Adam Lebech,
at Videnskabsminister Helge Sander i forlængelse af den danske beslutning om at indføre åbne standarder i det offentlige har indbudt partiernes it-ordførere til en drøftelse i august.
Her vil blandt andet dokumentformater være på dagsordenen.