It-selskaberne Intel, Hewlett-Packard og Microsoft sparker nu gang i et samarbejde med EuroCenter og Vækstfonden om at skaffe flere støttekroner til mindre virksomheder.
Tilsvarende initiativer er sat i gang i de øvrige EU-lande under navnet European Grants Advisor (EUGA). I Danmark sker det med henblik på at sikre små og mellemstore virksomheder del i de offentlige kroner fra EU og fra danske vækstinitiativer.
- Fremtidens vækst kræver investeringer, og som en stor international virksomhed i Danmark har vi al mulig interesse i at sikre, at Danmark også på længere sigt er en nation med konkurrenceevne og købekraft, udtaler Microsofts danske direktør Jørgen Bardenfleth i en pressemeddelelse.
Direktør Christian Motzfeldt i Vækstfonden glæder sig i samme pressemeddelelse over det nye initiativ.
- Selv om en del danske virksomheder har forstået at udnytte de offentlige finansieringsmuligheder, vil endnu flere kunne få del i midlerne, udtaler Christian Motzfeldt.
Han henviser til, at der både på nationalt plan og i EU nu afsættes endnu større puljer til finansiering af forskning og udvikling end hidtil. Eksempelvis en ny pulje på 360 milliarder kroner under EU's rammeprogram.