Med den tidligere TDC-direktør Jørgen Weber i spidsen tabte IP-selskabet V2Tel fem millioner kroner i 2005.
Alligevel ser administrerende direktør Jørgen Weber optimistisk på fremtiden. Ifølge direktøren oplever selskabet i øjeblikket en meget stor kundetilgang.
- Det går rigtigt hurtig i øjeblikket. Vi får nye kunder hver dag, og vores omsætning ligger i de første måneder af 2006 mellem 300 og 400 procent højere end i samme periode sidste år, siger Jørgen Weber.
Han ønsker ikke at oplyse selskabets omsætningstal, der heller ikke er tilgængelige for 2005 i det netop offentliggjorte årsregnskab.
Sætter penge til
Væksten i omsætningen i 2005 har imidlertid været beskeden, oplyser direktøren.
En særdeles sløj begyndelse på 2005 og fortsatte investeringer i udviklingen af selskabets hostede IP-løsning til erhvervslivet har samlet set udløst et underskud på knap fem millioner kroner i 2005.
I 2004 var der også million-underskud.
- Vi er ved at bygge virksomheden op, og det koster penge, men det er ikke noget problem, så længe vi vokser, siger Jørgen Weber.
Og det gør selskabet ifølge direktøren ikke mindst som følge af en beslutning om at droppe IP-telefoni til private kunder for at satse målrettet på erhvervskunderne.
Stjæler fra TDC
Det har givet resultater i form af en daglig tilgang af små og mellemstore virksomheder i V2Tels kundekreds.
Cirka 90 procent kommer ifølge Jørgen Weber fra telegiganten TDC.
- Det er ikke så mærkeligt, for TDC er størst på markedet for telefoni til erhvervslivet, så det er her, at der er flest kunder at hente, siger Jørgen Weber.
- Men tilgangen skyldes også, at de små og mellemstore virksomheder betaler skjorten hos TDC. Samtidig føler de, at de ikke bliver behandlet særligt godt, fordi TDC ikke har et særligt stor fokus på den kundegruppe, siger Jørgen Weber.
Han forventer at tilgangen af nye kunder og det øgede fokus på erhvervsmarkedet, vil sikre V2Tel et væsentligt bedre resultat i 2006 end i 2005.