Som det tidligere har været tilfældet for cBrain blev aktierne i it-selskabet Notabene revet væk, da der onsdag formiddag klokken ni blev åbnet for salg af aktier i selskabet.
De to millioner aktier, der blev solgt for en femmer hver, blev nemlig udsolgt på blot 17 minutter, meddeler Notabene.
Det er væsentligt hurtigere end cBrain, der fik solgt sine to millioner aktier på blot et par timer, da selskabet åbnede for salg i februar.
10 millioner kroner
Lynsalget betyder, at Notabene - der hjælper firmaer med søgemaskineoptimering og vejledning om søgerelaterede annoncer - nu får tilført 10 millioner kroner i kapitaltilskud.
Notabene forventer at blive noteret på First North engang i næste uge.
Kursen mod børsnoteringen har været omblæst, i det GP Børsmæglerselskab i begyndelsen af maj udsendte Notabenes børsprospekt til næsten 1.000 mulige investorer uden at sløre deres identiet.
Blandt modtagerne var flere konkurrenter og kommende børskollegaer. GP Børsmæglerselskab har beklaget fejlen, som Datatilsynet er blevet gjort opmærksom på.
Salget er sket via den nye tekniske platform Capitrader.dk, der har gjort det muligt for investorer at notere sig på en tegningsliste på forhånd.
Notabene beskæftiger 25 medarbejdere og arbejder hovedsageligt med markedsføring på søgemaskiner som Google.
Administrerende direktør Brian Mertz Pedersen har tidligere stiftet Virus112 og stået i spidsen for Eurotrust.
Han skabte oprindeligt selskabet Danmark Online, som sidste år fusionerede med Notabene.
Notabene fik i regnskabsåret 2004/05 en omsætning på knap 14 millioner kroner og et overskud på 1,1 millioner kroner. Selskabet forventer en vækst på 30 til 40 procent i 2006.
Søgefirmaet sigter efter at blive noteret på Københavns Fondsbørs indenfor et år eller to.